Det skriver Politiken.
I dommen fra den amerikanske appeldomstol fremgår det, at de tre danske selskaber selv er ude om nederlaget til et amerikansk skuffeselskab i slagsmålet om milliardkontrakten på vedligeholdelse af Thule-basen.
Umiddelbart burde det ikke kunne lade sig gøre, at et amerikansk skuffeselskab løber med kontrakten, men en formulering i forsvarsaftalen mellem USA og Danmark fra 1951 omkring, hvem der kunne byde på ordren, åbnede et hul. Et hul, som det danske skuffeselskab Exelis A/S, der er ejet af den amerikanske forsvarsgigant Vectrus, udnyttede til at vinde ordren.
»Domstolen siger det meget klart: I skulle selv have fundet ud af det, da udbuddet kørte. Og da I ikke har gjort det, har I mistet retten til at klage«, siger Søren Friis Hansen, der er professor i international selskabsret ved CBS, til Politiken.
De tre danske selskaber, der står tilbage som tabere af udbudskrigen, er MT Højgaard-ejede Greenland Contractors, Copenhagen Arctic og Per Aarsleff, og skuffelsen er stor hos selskaberne, der mener, at svigtet især ligger hos den danske regering.