Mens den såkaldte Brønderslev-sag nærmer sig sin afslutning ved Retten i Hjørring, har statsadvokaten for Nord- og Østjylland, Kirsten Dyrman, besluttet at indlede en undersøgelse af, om der er grundlag for at retsforfølge ansatte fra de involverede kommuner. Det skriver Jyllands-Posten.

Og en mulig retssag kan være en god måde at få renset luften, lyder det fra formanden for Den Danske Dommerforening, Mikael Sjöberg:

- Det er jo også af hensyn til de pågældendes egen retssikkerhed, og hvis luften skal renses, kan det være godt at få den renset i en retssal, siger han til Berlingske.

Dommerformanden understreger dog, at han ikke kender noget specifikt til sagen og kun ved, hvad der har været fremme i medierne. Og det er op til statsadvokaten og politiet at vurdere, om der er grundlag for at rejse en sag mod kommunerne.

- Der har været meget blæst om sagen, og det er statsadvokatens både ret og - man kan også sige - pligt at se på, om der er begået kriminelle handlinger. Men statsadvokaten er jo underlagt et objektivitetsprincip og må ikke rejse sager "bare for sjov skyld", så der skal jo være noget bag det, siger Mikael Sjöberg.

Kommuner udsat for voldsom kritik

Især sagsbehandlere i Brønderslev Kommune har i forbindelse med retssagen mod forældreparret været udsat for heftig kritik, fordi der gik så lang tid, før kommunens ansatte skred ind i sagen om de ti vanrøgtede børn. Politiet havde blandt andet været ude hos familien og noteret sig, at "børnene virkede bange", lige som flere naboer havde indberettet til kommunen, at børnene levede under kummerlige forhold.

Men også Lolland Kommune, hvor familien tidligere boede, forholdt sig - ifølge Brønderslev Kommune - tilsyneladende passiv over for den viden, man havde om familien, inden den rejste fra kommunen. Familien rejste fra Lolland til Skanderborg, inden den kort efter slog sig ned i Nordjylland. Det er da også Lolland Kommune, der af Ankestyrelsen er blevet pålagt at betale for anbringelsen af de otte yngste børn.

Selv om sager om pligtforsømmelse blandt offentligt ansatte er sjældne, er det svært at spå om, hvad en eventuel sag vil betyde, lyder det fra dommerformanden.

- Denne her sag er ganske speciel, så jeg tror ikke, det lige pludselig vil vælte ind med sager, siger Mikael Sjöberg.