Dommeren i den meget omtalte retssag mod Oscar Pistorius har torsdag eftermiddag erklæret, at hun ikke mener, at Pistorius kan kendes skyldig i overlagt drab. Staten har ikke bevist det over enhver tvivl, fordi beviser mest var indicier, lyder det.

Den sydafrikanske løber - også kendt som Blade Runner - kan dog stadig idømmes 15 års fængsel for drab og en tillægsstraf for de tre andre forhold, han er anklaget for.

Det var meningen, at Pistorius torsdag skulle modtage sin dom for drabet på Reeva Steenkamp. Dommen er dog blevet udskudt til fredag.

Her skal dommer Thokozile Masipa sammen med to andre jurister begrunde, hvordan de er kommet frem til deres beslutning.

Dommeren har i løbet af torsdagen givet et resumé af de 37 vidners forklaringer, og herefter har hun forklaret, hvordan hun har tolket på beviserne i henhold til loven.

Nu mangler hun kun at erklære Oscar Pistorius skyldig eller uskyldig i mord, to episoder med skud på offentlige steder og besiddelse af ulovlig ammunition.

Oscar Pistorius kunne få fængsel på livstid, hvis han blev kendt skyldig i mord, mens han kunne få op til 15 års fængsel, hvis han kendtes skyldig i manddrab.

Hvis han bliver erklæret skyldig i skud på offentlige steder og besiddelse af ulovlig ammunition, risikerer han op til 15 års fængsel.

TV: Pistorius brød sammen i retten: