William Adams er dommer i Texas. Han dømmer i familiesager, bl.a. om hustru- og børnemishandlinger.

Samtidigt mishandler han selv sin spastisk lammede datter og tæver hende bl.a. med et læderbælte - år efter år.

Hvordan ville han dømme sig selv, hvis han mødte sig selv i retten?

Svaret er for såvidt underordnet, for retfærdigheden bliver i disse dage udmålt et andet sted og viralt - nemlig på internettet.

Adams’ datter, Hillary, lagde i sidste uge en syv-minutter lang videooptagelse ud på YouTube, og optagelsen er tilsyneladende foretaget med et webcam, og man kan se, hvordan dommeren på det mest brutale gennemtæver hende, fordi hun har downloadet piratmusik fra nettet.

“Hent et bælte,” råber Adams på videoen til sin kone. “Det store bælte. Hun skal have tæv nu!”

Kort efter dukker konen op med bæltet, og afstraffelsen begynder.

Trekvart millioner mennesker har torsdag morgen dansk tid set videoen på youtube, og de har efterladt over 35.000 kommentarer.

“Jeg har aldrig følt sådan en væmmelse over at se noget,” lyder en kommentar. “Han skal fjernes fra dommersædet øjeblikkeligt,” lyder en anden.

Det spørgsmål er nu i myndighedernes hænder.

Sheriffen i Aransas County, Bill Mills, sagde i nat til flere amerikanske medier, at han og hans folk efterforsker dommeren, og en talsmand for anklagemyndigheden bekræftede også, at den var på sagen. Den lokale TV-station Kztv oplyste, at anklageren har bedt politikorpset Texas Rangers om at gå ind i sagen for at få så uhildet en efterforskning som muligt.

“Vi og den halve verden ser i øjeblikket på videoen,” sagde anklageren.

Sherif Mills oplyste, at dommer Adams havde taget fri fra sit arbejde, og at han heller ikke var hjemme på sin bopæl. Hans telefon var også afbrudt, fordi det myldrede ind med truende opkald og telefaxer fra hele verden. Men en anden lokal TV-station nåede at fange ham, inden han forlod dommerkontoret.

Her sagde han ubodfærdigt fra sin bil:

“Jeg tabte besindelsen, men det er mange år siden, og jeg har sagt undskyld til hende (datteren, red.) … Jeg har ikke lyst til at komme ind på det lige nu, for som I kan se, har dette barn gjort min tilværelse meget kompliceret. Efter min egen opfattelse har jeg ikke gjort andet end at straffe mit barn, som blev taget i at stjæle … Det ser værre ud end det er.”

Datteren, Hillary Adams, skrev i en kommentar til videoen, at optagelsen fandt sted i 2004, da hun var 16 år, og hun vedgik, at hun havde downloadet piratmusik. Men afstraffelsen stod ikke mål med forbrydelsen, skrev hun, og det gjorde den aldrig med faderen - og hvordan kan han så være dommer, spørger hun og opfordrer vælgerne i amtet til at vrage dommer Adams.

Hun bekræftede også, at moderen var meddelagtig i afstraffelserne over året, men hun var nødt til det, for hun var totaldomineret af William Adams. Hillary Adams skrev, at hun ikke følte nogen vrede over for moderen, kun medfølelse og sorg, og at hun ikke ville have hævn eller trusler regnende ned over faderen.

Hun ville kun, at han skulle gøre, hvad han skulle have gjort for mange år siden - søge professionel og psykiatrisk hjælp, skrev hun.

Moderen, Hallie Adams, sendte i nat også en pressemeddelelse ud. Hun er nu skilt fra dommer Adams, og hun skrev bl.a. i meddelelsen: “Jeg beder til, at min familie og jeg kan heles efter års fysisk og psykisk mishandling … og at (dommer Adams, red.) endelig vil komme os i møde og tale åbent med os og tage de første skridt til at hele vores itubrudte familie.”

Se videoen på YouTube her. Den er ret voldsom.