I dag begynder årets Tour de France. Dermed vil vi, når feltet rammer bjergene, atter opleve cykelryttere køre ned ad stejle skrænter i livsfarligt tempo. Det er ofte en del af sportens væsen, at man satser alt uden hensyn til de mulige konsekvenser, og for en uge siden gik det galt, da en dansk racerkører blev dræbt i et løb i forbindelse med Le Mans. Han var far til en lille pige, hvilket naturligt nok bidrog til, at flere omtalte dødsfaldet som frygtelig meningsløst, og ulykken er dybt tragisk. Man føler med de efterladte, men samtidig er det svært, når man hører om den slags sportstragedier, ikke at blive ramt af en bestemt tanke. Nemlig, at en vis meningsløshed vel også kan ses som grundet i, at mennesker på den måde udfordrer deres egen skæbne. Dedikerede sportsfolk vil gøre meget for at leve drømmene ud, og de skaber glæde og oplevelser for mange. Men når de pludselig midt i kampen mister livet, får det én til at overveje, hvad der menes med et meningsfuldt liv. Og en meningsløs død.

At døden er meningsløs, siger vi ofte, når et menneske dør for tidligt eller brat. Den helt unges død modsiger tanken om, at vi er skabt til et langt liv, og det føles naturstridigt, når forældre mister et barn. Man forstår til fulde, at denne sorg kan være den mest ubærlige. Men angående eksempelvis sportsfolk, der lever yderst på kanten, er det anderledes. For hvis man også her blot karakteriserer døden som meningsløs, afsløres en slags benægtelse af menneskets eget ansvar. Hvis døden ses som det, der nærmest altid rammer på urimelig vis, gør man mennesket til et slags ubevidst og uskyldsrent væsen, der uanset sin adfærd kan se frem til et langt liv. Næsten som levede vi uden kendskab til egen dødelighed, når vi foretager vore valg – og også når vi spiser, drikker og ryger og i det hele taget fører en risikabel livsstil. Vi siger, at vi elsker livet, men alligevel udviser vi ofte så stor lemfældighed med dets beståen, at man kan tvivle lidt på, om vi til fulde erkender alvoren bag. Eller om vi lige så meget længes efter at leve i en naivitet, hvor man næsten kan være som en uanfægtet.

Den gammeltestamentlige myte om syndefaldet modsiger denne drøm om uanfægtet naivitet. Her indtræder døden som konsekvens af menneskets ulydighed, og vi dømmes til at leve et liv præget af smerte og hårdt slid, alt imens vi tilmed kan se os selv udefra. Vi har med andre ord fået overdraget en samvittighed og et ansvar for forvaltningen af livet, og derfor må opgaven vel være at søge efter livets mening set i lyset af døden og i lyset af ansvarligheden - det er omtrent her ved dette punkt, at sportsfolks trang til ekstremitet i livet sætter så meget i perspektiv for os. Fordi den død, de ulykkeligvis som ganske unge kan lide, straks peger tilbage på det liv, de forlod. Man må spørge, om det virkelig giver mening at sætte det hele så meget og så frivilligt på spil. Midt i alt dette repræsenterer syndefaldsmyten en tidløs alvorens stemme i vort evige forsøg på at mærke meningsfuldhed, for her fortælles det, at der faktisk er en mening forbundet med døden som vilkår. Vi skal vide, hvor meget der er at miste. Og vi skal vide, hvor meget de tanker, vi gør os om døden, hver dag formes af de valg, vi tager i livet.