Om få måneder vil Peter Lassen, direktør i Colliers København, med al sandsynlighed få en del medieomtale. Anledningen vil være salget af Blågårds Kirke og Samuels Kirke; begge på Nørrebro.
Næsten uanset hvad de nedlagte to kirker skal bruges til i fremtiden, vil det være en sag af offentlig interesse. Kirkerum er følsomme – i hvert fald så længe folk, der har oplevet nogle af livets største begivenheder i dem, stadig lever. Af samme grund er prisen, som noget helt usædvanligt, ikke den afgørende parameter for de menighedsråd, der står for salget. Først og fremmest skal anvendelsen være passende.
Men for Peter Lassen selv ligger der også en anden symbolik knyttet til den udsædvanlige opgave. En succesrig salgsproces vil være en markering af, at Colliers København endeligt er kommet sig over de knubs, man fik i finanskrisens første år. At man har fundet sin plads blandt byens førende mæglere.
»Vi er jo et superstærkt firma på landsplan. Men i København har vi haft en lidt anden profil. Det er ikke som i provinsen, hvor vi skal forsvare en førsteplads. Vi har været igennem en proces, hvor vi har været gevaldigt under pres, f.eks. i henseende til at fastholde medarbejdere. Det er noget andet, hvis man sidder i en jysk by, hvor der kun er to andre steder at gå til. Her er der masser af muligheder. Men nu synes jeg, vi er igennem kampen. Vi har det rigtige hold, vi får de opgaver, vi skal have, og vi vinder markedsandele. Det går supergodt for os lige nu,« siger Peter Lassen.
Oprydder
Peter Lassen begyndte sin karriere i Colliers for 20 år siden. Han kom dermed ind i branchen, netop som den forrige store ejendomskrise var ved at klinge ud. I 1998 startede han firmaets afdeling i Odense, som han også blev direktør for fra begyndelsen.
Sammen med en tidligere kollega prøvede han lykken som selvstændig i 2005. Men finanskrisen gjorde det svært, og da han fik tilbuddet om at komme tilbage til Colliers, som han havde stor veneration for, slog han til. Han blev direktør for afdelingen i København i 2010.
Her var opgaven enkel: Han skulle rydde op. Colliers havde brændt fingrene ganske alvorligt ved at satse massivt på at opgradere aktiviteterne i hovedstaden, netop inden markedet knækkede sammen. Der måtte skaleres ned igen, og det skete naturligvis ikke uden turbulens. Bl.a. havde der i flere tilfælde være kort mellem direktørskiftene i årene forinden at Peter Lassen tiltrådte.
Holdånd og hårdt arbejde
Peter Lassen er gået til opgaven med nogle klassiske værdier i bagagen. For den tidligere fodboldspiller fra flere jyske divisionsklubber handler det ganske enkelt om holdånd og hårdt arbejde. Man skal hver gang præstere mindst lige så godt, og helst bedre, end kunden forventer. Man er aldrig bedre end sin seneste kamp.
I dag er Ambitionen for Peter Lassen og Colliers ikke at være størst i hovedstaden, som man er i det i provinsen. »Det har vi ingen planer om. Men vi vil have vækst. Det skal dog være i et tempo, som vi selv kan følge med i. Vi går ikke længere ud og investerer i indtjening, der først kommer tilbage engang i fremtiden. Der skal være lønsomhed næsten fra starten. Det er en stor forskel fra tidligere,« siger Peter Lassen.
Samtidig vil Colliers København være i stand til at matche konkurrenterne på hele paletten af opgaver. Men firmaets kerneydelser er og bliver transaktionerne – ejendomshandlerne – og her bruger man en af de dyder, man har med fra det jyske kerneland, hvor likviditeten i markedet er mindre: Evnen til at tænke kreativt og kombinere forskellige parter og interesser, så man kan finde en ny anvendelse for en ejendom, der er blevet til overs.
Her kommer de to Nørrebro-kirker ind i billedet. For selv om prisen ikke har højeste prioritet, er de to meningsråd naturligvis heller ikke ligeglad med den. Colliers vil blive bedømt på sin evne til at skabe værdier ud af at få forskellige interesser til at mødes.
Og så er opgaven helt utroligt spændende og interessant for en mand, der gennem hele sin karriere har formidlet ejendomme, fremhæver Peter Lassen.
»Det er interessant at beskæftige sig med de lidt skæve ting, og at prøve at se tingene på en anden måde. Det er en drømmeopgave, hvor man som ejendomsmægler får mulighed for at bruge alle sine evner, og hvor der er mulighed for at gøre en forskel i forhold til mere traditionelle mægleropgaver,« siger han.