Gennem lang tid har arkæologer haft den opfattelse, at de første mennesker ankom til Nordamerika for ca. 15.000 år siden.

Men nu rykker den fremtrædende danske DNA-jæger professor Eske Willerslev og hans internationale team tidspunktet omkring 10.000 år længere tilbage i tiden.

Det er sket med en opsigtsvækkende detaljeret DNA-analyse af skeletrester af en lille indianerpige, der blev begravet i Alaska for ca. 11.500 år siden.

»DNA-informationerne fra det lille skelet skubber tidspunktet for den første indvandring (til Nordamerika, red.) cirka 10.000 år tilbage – altså til et tidspunkt for omkring 25.000 år siden,« siger Eske Willerslev til Lundbeckfonden, der har medfinansieret professorens forskning.

Willerslev tilføjer, at den lille pige, der døde bare få uger gammel, »repræsenterer selve ur-indianeren«.

Forskere har i dag et stort kendskab til, hvor lang tid der går, før særlige mutationer opstår i menneskeligt arvemateriale.

På den baggrund har Eske Willerslev og hans forskerhold været i stand til at identificere, hvilken gren på menneskelivets træ den bare ca. seks uger gamle indianerpige stammede fra – og dermed hvor hendes forfædre kom fra, og hvordan hun var beslægtet med eksempelvis de oprindelige folk i det nuværende USA og Sydamerika.

Resultatet var forbløffende – og det af flere årsager.

For det første kunne forskerne i pigens arvemateriale – hendes genom – se, at hun kom fra en hidtil ukendt gruppe af mennesker.

Hun var en del af en pionergruppe, der mange tusinde år tidligere må have krydset over den daværende landbro mellem Sibirien og Alaska. Hun var en sand oprindelig amerikaner.

Landbroen kalder vi i dag for Beringia, og før den blev overskyllet af et støt stigende hav ved afslutningen af den seneste istid, var det en omfattende og i nogen udstrækning beboelig landmasse med græssende uldhårede næsehorn og andre store pattedyr, som man kunne jage.

Endvidere kunne forskerne i genomet se, at hendes stamfolk må have skilt sig ud fra et asiatisk folk i Sibirien for ca. 36.000 år siden, og meget peger ifølge videnskab.dk på, at hendes forfædre derefter bosatte sig på eller lige omkring selve landbroen, Beringia.

I de følgende ca. 10.000 år var der blandt hendes forfædre mindre udveksling af gener med det asiatiske folk – altså sex.

Men derefter isolerede hendes forfædre sig pludseligt, sandsynligvis fordi de blev presset ind i det nuværende Alaska af voksende ismasser, da istiden var på sit højeste.

Dermed var stamfolket til alle nutidens amerikanere en kendsgerning.

Derefter, formentlig for godt 15.000 år siden, begyndte en gruppe af hendes forfædre at vandre mod syd og på forbløffende få årtusinder indtage såvel Nord- som Sydamerika. Til gengæld blev hendes egen gruppe af mennesker efter alt at dømme i Alaska, hvor de efterhånden uddøde.

Forskningsresultatet er netop publiceret i det førende videnskabelige tidsskrift Nature, og det får fyldig omtale i talrige store medier, herunder New York Times og BBC.

Over for flere medier understreger Eske Willerslev imidlertid, at der stadig er mange ubesvarede spørgsmål, før forskere har kortlagt detaljerne i menneskers erobring af Nord- og Sydamerika – den sidste store landmasse, som mennesker vandrede til.

Yderligere forskning kan imidlertid blive vanskeliggjort af den kendsgerning, at jorden i Alaska, der gemmer på rester af de første amerikanere, generelt er meget sur, hvorved skeletrester og dermed menneskeligt arvemateriale hurtigt forgår.