På trods af gråvejr og regn i dele af landet, så er sommeren langt fra forbi. Den kommende uge byder på lune varmegrader, og meteorolog spår om varm september

- Det ser ud til, at det kommer til at regne det meste af dagen i dag over Københavnsområdet, men i resten af Danmark holder det forholdsvist tørt søndag, siger vagthavende meteorolog hos DMI, Bill Vejdegren til bt.dk.

Og den kommende uge ser også ud til at byde på varmegrader i begyndelsen af 20'erne.

- Varmegraderne bliver omkring 21-23 grader og ud over et regnvejr, der passerer natten til onsdag, så holder det tørt med sol, siger meteorologen.

I slutningen af ugen bliver fredag en rigtig pæn dag, som man skal nå at nyde inden weekenden.

- Fredagen bliver pæn med sol, og så bliver vejret generelt ustadigt i weekenden, siger meteorologen til bt.dk.

Sommeren er da heller ikke helt ovre, hvis man skal tro meteorologen, der forsigtig spår om en lun september måned.

- Juli måned har jo været varm, og det samme har august indtil videre. Vandet er varmt og det er alt sammen indikationer på, at vi også kan få en lun september, siger vagthavende meteorolog, Bill Vejdegren til bt.dk.