De vandbesværede nordjyder, der kæmper med den kraftige regn, kan glæde sig over, at det værste er overstået. Men der er mere regn på vej. Det fortæller vagthavende hos DMI, der netop har afblæst varslet om kraftig regn.

- Det værste er ovre, i den forstand, at der resten af dagen nok vil være regn. Men det bliver ikke kraftig regn, på samme måde som vi har set det sidste døgn, fortæller Olaf Mathiassen fra DMI.

Meteorologerne har ikke fået de endelige målinger, men indtil videre ser det ud til, at der lokalt er faldet op mod 100 mm regn i løbet af det sidste døgn i Nordjylland. Det er cirka, hvad man havde forventet, der vil falde i hele oktober måned.

Det bliver især nord for Limfjorden, at de største mængder regn vil falde resten af dagen. DMI forventer, at der vil falde op til 30 mm regn over de næste seks til 12 timer.

I Nordjylland er flere biler kørt fast på grund af den kraftige regn, og E39-motorvejen har været lukket. Beredskabsstyrelsen har desuden måtte tilkalde hjælp helt fra Sønderjylland for at få styr på vandmasserne.

Henrik Skals fra Nordjyllands Politi fortæller til TV 2, at folk, der ikke skal noget, bør blive hjemme, indtil der er kommet styr på vandmasserne.