DMI lover snekaos fra kl. 18
Meteorologerne regner ikke med en decideret snestorm. Men det bliver kaotisk på vejene overalt, og bornholmerne kan se frem til endnu 50 cm sne.
Meteorologerne regner ikke med en decideret snestorm. Men det bliver kaotisk på vejene overalt, og bornholmerne kan se frem til endnu 50 cm sne.
Det kommende snevejr, der ventes af skabe kaotiske trafikforhold, rammer Danmark fra 18-tiden og frem, fortæller Danmarks Meteorologiske Institut.
- Det starter i aften ved 18-tiden og bevæger sig nordpå fra Syddanmark, indtil nedbøren stopper ved Århus. Snevejret vil fortsætte i alle de mørke timer og frem til i morgen formiddag, hvor det stilner af, siger vagtchefen ved DMI, Michael Christiansen.
Han forventer, at der falder mellem 5 og 15 centimeter over en periode på 12 timer. Dermed nedjusterer DMI forventningerne til snevejret en anelse.
Bornholm, derimod, bliver langt hårdere ramt og kan regne med helt op til en halv meter mere hen over juledagene. Og på "solskinsøen" ligger der i forvejen 75 centimeter sne
- Men det bliver helt sikkert kaotisk på vejene overalt i Danmark, fastslår vagtchefen.
- Mange vil sikkert opleve det som en snestorm, og der vil også være lignende tilstande lokalt. Men for at DMI udsender snestorms-varsel til Beredskabsstyrelsen, skal der falde mindst 10 centimeter sne inden for seks timer, det skal blæse og fyge, og så skal det berøre et område, der svarer til en halv region, forklarer vagtchef Micháel Christiansen.
Når snevejret klinger af ud på torsdag formiddag, skal man heller ikke regne med gode forhold på vejene. Der er stadig stor risiko for snefygning på grund af den stærke blæst.