Novak Djokovic blev i går den første herre til at vinde tre Australian Open-titler i træk. Finalemodstanderen Andy Murray måtte i stedet opgive at blive den første brite til at vinde årets første Grand Slam-turnering siden Fred Perry i 1934.
Med sætcifrene 6-7, 7-6, 6-3, 6-2 satte Djokovic dermed en tyk streg under, hvem der er verdens bedste tennisspiller lige nu. Den 25-årige serber har nu vundet fire af sine seks Grand Slam-sejre i Melbourne.
»Dette er helt sikkert min foretrukne Grand Slam. Jeg elsker denne turnering. Jeg elsker denne bane (Rod Laver Arena red.),« sagde Novak Djokovic i sin takketale.
Taberen havde svært ved at stå på sine ben efter en skade i baglåret var sprunget ud af trætheden. Men Andy Murray havde alligevel overskud til at lykønske sin banemand med rekorden:
»Jeg vil gerne takke Novak. Hans rekord her er utrolig. Der er meget få mennesker, der har formået at gøre, hvad han har gjort her. Han er en fantastisk mester.«
Mesteren kvitterede med de sædvanlige roser til den slagne modstander.
»Jeg bliver nødt til at lykønske Andy og takke ham. Vi har spillet så mange store kampe gennem de seneste to år. Du havde ikke heldet i aften, men jeg ønsker dig det bedste for resten af sæsonen.«
Mentale klø
I første sæt viste den skotske udfordrer dog igen, at hans mentale styrke i mange tilfælde kan overgå det faktum, at spillere som Novak Djokovic trods alt besidder et større talent. Nede med fire breakbolde i sjette parti formåede Andy Murray alligevel at holde sin serv og udligne til 3-3. Og der var heller ingen skotsk slinger i valsen, da han sikkert vandt sættets tiebreak med 7-2.
Men Novak Djokovic viste også prøver på kynisme, da han i andet sæt fandt sit grundspil frem og sørgede for tie-break-sejr på 7-3 og det faktum, at kampen var oppe på over to timers varighed på bare to sæt.
Vendepunktet kom for alvor, da Novak Djokovic i tredje sæt brød Andy Murrays serv til stillingen 5-3 i tredje sæt ved at ramme netkanten i en returnering. Det udløste for første gang tegn på træthed hos Andy Murray, der også var gennem fem sæt for at slå Roger Federer i semifinalen.
Andy Murray måtte indkassere flere tæv på den mentale konto, da Novak Djokovic endte kampens længste duel over 36 slag ved at sætte en afsluttende og perfekt forhånd ned langs linjen. I en serbisk serveregn med server på over 200 kilometer i timen kunne Murray ikke modstå længere.