Copenhell indhyller igen Refshaleøen i mørke. Inden weekenden er slut, vil op mod 10.000 mennesker samles for at bede på heavy metallens alter, når de sammen med genresværvægtere som Marilyn Manson og Slayer gæster metalfestivalen.

På sit tredje leveår skruer festivalen op med 11 med udvidet kapacitet og sit måske stærkeste program hidtil. Satsningen synes at være lykkedes for festivalen, der er tæt på udsolgt, ikke kun på grund af programmet, men også fordi festivalledelsen har taget djævlen ved hornene og skabt en festival, som tager sin egen kultur alvorligt.

Musikken er aggressiv, og universet flirter med det okkulte og med livet efter døden eller mangel på samme. Det kan spores overalt på festivalen, eksempelvis i »Smadreland«, hvor publikum tæver løs på sagesløse genstande, eller i de 40 meter lange flammer som skyder mod afguderne over hovedscenen »Helvíti«, når det næste band spiller op til dødsdans.

- Copenhell forstår at honorere, at metalkulturen er så meget mere end musikken. Man taler om at være metal. At være metal handler blandt andet om det tøj, man går i og om en helt bestemt festivalkultur med meget alkohol. Kulturen handler også om det visuelle – dødningehoveder, helvede og ild. Alt det har Copenhell formået at skabe en oplevelsesfestival ud af, siger Anders Bøtter, der er vært på metalprogrammet Sort Søndag på DR-radiokanalen P6.

- For hr. og fru Danmark er programmet nok et mismask af bands, de aldrig har hørt om. Men programmet er et meget ærligt forsøg på at dække hele spektret af genrer og subgenrer. De forsøger at dykke ned i præcis den undergenre, som metallerne identificerer sig med, og det er vigtigt, fordi metal også er en kultur, hvor man definerer sig ud fra det, man i hvert fald ikke hører, siger Anders Bøtter.

Copenhell rummer således selvsagt et stort øltelt med metal-DJs og metalkaraoke, men også biografen »DOX:HELL«, ligesom man finder et gammelt vægterhus uden vinduer, hvor fotografen Peter Bestes legendariske portrætter af de norske blackmetallere er udstillet i skæret fra en brændende fakkel.

- Der er fuld smadder ude på pladsen – det er jo heavy metal – men vi vil gerne skabe et rum, hvor man kan reflektere, hvor man kan fordøje eller bare hvile ørerne lidt, siger Jeppe Nissen, booker hos Livenation, som arrangerer Copenhell.

Spil den med Satan!

Siden det legendariske band Black Sabbath er metalmusikken muteret i mindst 71 undergenrer, som er kortlagt på sitet Mapofmetal.com. Copenhells program i år synes at afspejle både genrens alsidighed og den mangfoldighed, som kendetegner det publikum, der kommer til festivalen.

- Publikum er alle slags mennesker lige fra den 16-årige med blåt hår til den 42-årige forretningsmand med to børn, siger Livenations Jeppe Nissen.

Alle tager de til festival for at hylde en musikgenre, som ofte bliver misforstået på grund sin flirt med det okkulte. Anders Bøtter påpeger dog, at de fleste metallere har en tyk (selv)ironisk distance til musikkens univers, og at fascinationen af teksterne svarer til den, folk finder i science-fiction eller anden fiktion. Metallernes ironiske distance bliver ofte overskygget af genrens hårde udtryk og de tilsyneladende voldsomme kampe publikum imellem foran scenerne – bedre kendt som »moshpittet«. Men for genrens fans er det blot med til at forstærke det afløb, som mange søger i musikken, og den energi som kendetegner selvsamme.

- Folk tror, at vi er en flok dumme teenagere, som bare skal ud og slå på hinanden. Men metalfans er virkelig gode til at holde øje med hinanden og hjælpe til, hvis nogen kommer til skade. Det hører med, og der er en helt speciel energi i moshpittet, som bare fortærker alt det, som det giver at stå på scenen,« siger Dara Tomas Toibin, frontmand i Copenhell-aktuelle The Interbeing.

For ham er metalkulturen kendetegnet ved sit inkluderende fællesskab.

- Metalfans er en meget solidarisk gruppe. De har et fælles mål og et udtryk, som de er fælles om. Derfor kan man stå og headbange sammen, give horn og sige skål til hinanden. Det er sjovt, for det er jo det modsatte af det her image med sort tøj, tatoveringer og piercinger over det, men i virkeligheden er metalfans verdens mest kærlige mennesker, siger Dara Tomas Toibin.