Det siger Distortions bagmand og stifter, Thomas Fleurquin, forud for dette års Distortion, der begynder 4. juni.

Han erkender samtidig, at da de famøse gadearmbånd, som man som festgænger frivilligt kan købe for 100 kroner, blev introduceret i 2012, var retorikken omkring dem lettere skinger og skarp.

Det skyldes, siger han, at man fra festivalens ledelse i 2011-2012 lå økonomisk underdrejede.

»Køb nu det forbandede armbånd, ellers er der ingen gadefest længere,« hed det, fortæller Thomas Fleurquin, som nu sender et åbent brev ud til de københavnske publikummer for én gang for alle at cementere, hvor vigtigt deres økonomiske støtte har været for Distortions overlevelse de seneste to år.

»Jeg ved ikke, hvordan folk har forstået budskabet. Men i hvert fald vil jeg personligt gerne takke alle dem, som tidligere har støttet, og som igen i år vil støtte festivalen. Uden de midler havde der med garanti ikke været nogen gratis fester om dagen på hverken Nørrebro, Vesterbro eller Refshaleøen, men kun entrébetalte Final Parties efter mørkets frembrud. Det er helt sikkert.«

Mens festivalgængere i 2012 købte 11.000 gadearmbånd, blev det i 2013 til knap 8.000. Det svarer til en samlet donation fra publikum på lige omkring to millioner kroner. Det er ifølge festivalchefen en uvurderlig hjælp. Hans ambition er, at Distortion fra 2017, når den fylder 20 år, i overvejende grad skal være crowd-fundet.

»Det vil være helt unikt på verdensplan. Og så kan det være, at udenlandske medier også får øjnene op for, hvor smukt, vildt, sjovt og fucking fantastisk, vi københavnere har det, når vi eksploderer i fire dages kollektiv festrus.«

Distortion oplyser, at man fra 2009 til 2014 har modtaget fast støtte på 850.000 kroner pr. år fra Københavns Kommune. I 2012 fik festivalen desuden en ekstra håndsrækning på 300.000 kroner til det ni mand store sekretariat, ligesom man har modtaget en ekstra bevilling på tre millioner kroner for årene 2012 til 2016.