Onsdag aften var Nørrebro brolagt af mennesker ved den årlige københavnske gadefest Distortion, hvor flere tusind mennesker festede foran kæmpehøjtalere og nød fællesskabet med en kølig dåseøl i hånden.
Og arrangørerne bag Distortion vurderer, at der aldrig har været så mange mennesker samlet til en gadefest.
»Stemningen var god, og der har især været nogle store musikalske højdepunker, som har tiltrukket rigtig mange mennesker,« siger Emil Kragh-Schwarz, presseansvarlig ved Distortion.
Men det var ikke kun uskyldig fest. Københavns Politi melder, at man efter Distortions første dag har anholdt 10 mennesker, som kan henføres til festlighederne. Det drejer sig blandt andet om våbenbesiddelse, besiddelse af ulovlige stoffer og en person, der malede graffiti.
Under festen i de københavnske gader kravlede folk op på byens busskure, opstillede toiletter og mure for at nyde festlighederne med et bedre udsyn. Samtidig kylede flere publikummer halvtomme øldåser og flasker i en bue ind over dansende menneskemængder.
Men disse hændelser er forventelige, lyder det fra Henrik Møller Jakobsen, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi og presseansvarlig under Distortion.
»Når så mange mennesker er samlet, så er der selvfølgelig nogen, der kommer til skade. Nogle falder ned fra forskellige steder eller får en flaske i hovedet. Det var der også i går,« siger han og oplyser, at der er dog ikke tale om nogle alvorlige skader.
Flere kom blandt andet til skade under en koncert med Morten Breum, fordi menneskemængden foran scenen hoppede ind i hinanden i en såkaldt »Mosh Pit«, hvilket fik sikkerhedspersonalet til at stoppe koncerten.
»Vi har en helt fast procedure, hvor vi slet ikke tolererer, at folk klatrer op på stilladser eller danner mosh pit. Så stopper vi simpelthen koncerten, og den procedure holder vi fast i,« siger Emil Kragh-Schwarz.
Den scene, hvor Morten Breum onsdag spillede, er den største, som Distortion nogensinde har haft. Oven på hændelserne skal arrangørerne nu evaluere, om de til næste år ikke skal have lige så store scener.
Trafikale problemer
Arrangementet gav ifølge vicepolitiinspektør Henrik Møller Jakobsen desuden de forventede trafikproblemer, som opstår, når dele af byen bliver spærret af til fordel gadefest. »Så tweeter vi ud til folk og prøver at få myndighederne til at fortælle, hvad det giver af trafikale problemer, og hvor man ikke skal køre hen. Men det tropper alligevel til, når der er så mange mennesker,« siger han.
Inden onsdagens fest på forventede arrangørerne, at der vil deltage cirka 300.000 mennesker under gadefestivalen i dagene mellem den 4. og 8. juni.