Disco har fået skyld for meget, og der blev også lavet meget uinspireret bras i den genre. Men når disco var god, var den rigtig god, og den blev ikke bedre end i hænderne på guitaristen Nile Rodgers og bassisten Bernard Edwards i årene omkring 1980. Enten på pladerne med deres egen gruppe Chic eller på de plader, de skrev og producerede for bl.a. Sister Sledge.

De fire søstres album "We Are Family" fra 1979 er en moderne klassiker, og titelnummeret er sammen med hitsinglerne "He's The Greatest Dancer" og "Lost In Music" siden blevet samplet af et utal af kunstnere fra Will Smith og Jonestown til danske Den Gale Pose og Marvelous Mosell – men sjældent forsøgt genindspillet, for det er ikke så lige til at matche Chics lyd.

At jazzpianisten og den daglige leder af den københavnske jazzklub The Standard, Niels Lan Doky, også er discofil, lagde han ikke skjul på, da han søndag aften introducerede Debbie Sledge, der frem til på søndag kan opleves sammen med Dokys trio, som på dette projekt foruden ham selv består af den canadiske bassist Graig Earle og den ekstremt talentfulde unge danske trommeslager Niclas Bardeleben.

Igennem en god times tid viste 61-årige Debbie Sledge nye sider af sit talent, når hun sammen med trioen slap af sted med vellykkede versioner af såvel jazzstandarder som jazzificerede udgaver af amerikansk soulmusik fra Marvin Gaye, James Brown, Bill Withers og sågar Pharell. Hvordan det lykkedes hende at få Stevie Wonders 1973 up-tempo "Living For The City" til ubesværet at glide over i "My Funny Valentine" – og samtidig give en af de mest indfølte fortolkninger, undertegnede har hørt live af denne klassiker – er mig en gåde. Men det fungerede. Så ikke et nakkehår lå ned.

{embedded type="node/feeditem" id="33707247"}

Den perfekte jazzklub
Dagen efter mødte jeg Debbie Sledge på et hotel nord for København for at høre om skiftet fra disco til jazz – og for at lokke en anekdote eller to ud om det gyldne samarbejde med Chic og en sjov flyvetur til Afrika med James Brown. Men først lige en forklaring på det uventede samarbejde med Niels Lan Doky.

Hvordan kom samarbejdet med Doky i stand?
"Jeg var i byen for nogle måneder siden, og måske skilte jeg mig ud blandt publikum, for jeg groovede virkelig og havde en fest! Så mødte jeg Niels efter koncerten, og vi talte straks om at lave noget sammen. Han bad sende en liste med nogle sange, jeg godt kunne lide, og på baggrund af den kom han med forslag til, hvad han syntes, der ville fungere. Vi øvede nogle dage op til den første koncert, og det skønne ved at arbejde med Niels er, at alt kan lade sig gøre. Intet er udelukket," smiler Debbie Sledge.

Kan du beskrive forskellen på The Standard og en jazzklub i New York, f.eks. The Cotton Club, hvor du har optrådt?
"Den forskel, jeg ser, er nok mest hos publikum. Det er ikke en stor forskel, men et New York publikum kommer for at feste. De er allerede afslappede, når de ankommer, og er oppe og danse kort tid efter. Her i København tager folk lidt længere tid at varme op."

Vi er nok kendt for at være mere reserverede her i Skandinavien...
"Måske, men I et skønt publikum, som, jeg kan se, virkelig nyder koncerterne."

Hvad skaber en god jazzklub i dine øjne?
"Fantastiske kunstnere – og et godt lydanlæg! En god stemning, en følelse af forventning, og at folk har det godt. At man får følelsen af, at det her bliver en god aften, når man går ind på klubben. Og så god service. Sådan er der på The Standard."

Beskriv dit eget første møde med jazz?
"Da jeg var en lille pige, var det hus, vi voksede op i, fyldt med jazzplader fra de folk, der havde boet der før. Mine forældre kendte også til forskellige jazzmusikere. Min mor havde favoritter som Little Jimmy Scott og Nancy Wilson, som hun præsenterede mig for. Det samme gjorde min tante, som havde en kæmpe samling jazzplader. Så som lille pige hørte jeg Ella Fitzgerald, Sarah Vaughan, Shirley Horn, og de er fantastiske. Min tante sagde for nylig: "Forskellen på musik dengang og i dag er, at man vidste, hvem man lyttede til dengang. Når man lytter i dag, er det svært at kende forskel." Jeg giver hende til en vis grad ret. Du er ikke i tvivl om, at du lytter til Louis Armstrong eller Nat King Cole, men i dag lyder mange kunstnere ens."

We Are Family – sådan da
Sang du også jazz i tiden med Sister Sledge?
"Jeg har altid elsket jazz og prøvet det af for mig selv. Men med det program, jeg havde sammen med mine søstre, var det ikke noget, jeg kunne gøre fuld tid eller forfølge som en drøm. Flere har opmuntret mig til det igennem tiden, men igen var det min tante, der slog i bordet og sagde: "Okay, du har drømt om det her længe, nu er tiden inde." Det er vel tre år siden."

Jeg læste, at I var på en tre år lang turné efter "We Are Family"-albummet. Det må have været skørt.
"Det var det også, men lige efter albummet fik jeg mit andet barn, så en stor del af turen, var jeg ikke med på. Jeg var på barselsorlov. Så mine søstre tog det hårde slid. Men de elskede det, og havde det sjovt."

Hvordan har dine søstre det i dag? Er I stadig tætte?
"Ja, vi har det alle godt. Der er tre af os tilbage i gruppen. "Vi fire" er ikke så tætte, som vi var en gang, men "vi tre" er. Min lillesøster Kathy forlod gruppen til fordel for en solokarriere for noget tid siden (1989, red.), og det forårsagede lidt problemer. Hun satte solokarrieren højere end vores søskendeforhold, så det var lidt et problem. Men vi er stadig familie, og vi elsker stadig hinanden.

Men hun har optrådt med jer engang imellem...
"Ja, hun har optrådt med os. Hun gik med i gruppen igen og forlod den igen, og det var et af problemerne. Hendes dagsorden har været en anden end vores."

Det lyder ikke for godt, jeg lader den ligge...
"Det er ok. Vi har alle vores projekter. Min søster, Joni, har et album ude, der hedder "True". Og Kim har et gospelalbum ude, der hedder "Peace". Og som Sister Sledge arbejder vi på et nyt album, der hedder "Women Are The Rhythm Of The World", som kommer senere i år. Det er produceret af Joni."

Med Chic i studiet
I kom i kontakt med Chic, da de var på toppen, og alt, de rørte ved, blev til guld. Hvordan blev "We Are Family"-albummet til?
"Det var en stor oplevelse for os, at de påtog sig en opgave med os, der ikke rigtig var nogen på det tidspunkt. Vi var opdraget med, at studietid koster penge, så man skulle vide præcis, hvad man ville, når man gik i studiet. Men Nile og Bernard gav os ingen idé om, hvilke sange vi skulle synge, og de ville ikke sende os dem på forhånd. De ville have, at vi gik friskt til opgaven. Så vi kom i studiet, og så lærte de os sangene direkte ved mikrofonen. Det gik godt, selv om det var en udfordring især for mig, for jeg var gruppens vocal director, og jeg tager mit job meget alvorligt, haha."

Hvornår gik det op for jer, at I stod foran to genier?
"Da vi hørte sangene, og hvad de gjorde med dem. Ok, det her lyder temmelig godt! Både Nile og Bernard havde et intuitivt groove, de vidste bare, hvad der fungerede. Og så havde de begreb om, hvad der kunne sælge, og hvad folk ville have. De kunne skabe noget, der var musikalsk fantastisk og stadig kommercielt. Nile er Kongen af guitar rhythm licks, og Bernard var Kongen af bass grooves (Edwards døde i 1996, red.). Læg de to ting sammen, og så kan det bare ikke gå galt."

Med James Brown til Zaire
At Sister Sledge "ikke var nogen", før de kom i hænderne på Chic, er nu ikke helt sandt. Som døtre af to professionelle stepdansere fra Broadway og en barndom i Philadelphia med sang i den lokale kirke og sangundervisning fra deres bedstemor, der var operasangerinde, fik de talentfulde søstre udgivet deres første singler i starten af 1970erne og udsendte i 1975 deres første lp.

Og selv om de først opnåede verdensberømmelse med "We Are Family", havde de gjort sig tilpas bemærket til at være blandt de sorte musikere, der fløj til Zaire i oktober 1974 som opvarmning til "The Rumble In The Jungle", den legendariske kamp om VM-titlen i sværvægt mellem de to sorte boksere George Foreman og Muhammad Ali. Kampen var henlagt til The Mother Land og foreviget i den Oscar-vindende dokumentarfilm "When We Were Kings", mens filmen "Soul Power" fokuserer på musikken op til kampen.

"Jeg kan huske, at jeg tænkte "Hvad laver vi her? Vi er omringet af legender?" Alle var der. Og den flytur til Zaire! Det var en fest! Musik over det hele. Vi kunne ikke få lov til at lette, fordi James Brown havde for meget bagage med – jeg tror, de var nødt til at læsse nogle af hans kufferter af. Men der var så sjovt. The Spinners var der og The James Brown Singers, som var så sjove, virkelig farverige personligheder. Bill Withers var også med flyet, men han er en mere stille mand, men alle var glade," husker Debbie Sledge.

"Da vi kom til Zaire, ville James Brown have min søster, Joni, til at komme ind til sig, mens han fik ordnet hår og lagt makeup. Han ville lære noget fransk, før han gik på scenen, for han ville gerne kommunikere med publikum. Men han kunne simpelthen ikke sige "Bonjour". Det blev hele tiden til "Bo sure". Og han var omgivet af alle de her yes-men, der sagde "Ja, dér var den!" Men min søster var ikke helt overbevist, og til sidst sagde hun til ham: "Sig Neckbone" – han refererede altid til mad på sine plader. "Neckbone…" "Okay, så fjern "neck." "Bone?" "Ja! Bone jour!" Det var så skægt!"

Du sang James Browns "It's A Man's World" og adskillige andre soulsange i aftes. Hvad sker der, når jazzmusikere spiller dem?
"Oh, de ændrer helt karakter, når man skifter genre. Og det er det skønne ved at arbejde med Niels og hans trio. Det er så spændende. Nogle af sangene var Niels' forslag, "Summertime" stammer f.eks. fra hans repertoire…"

Som er sunget af hundredvis af sangerinder, men som I virkelig formår at give nyt liv...
"Ja, hans arrangement er så smukt. Jeg hørte ham spille den instrumentalt og foreslog straks at synge den."

Debbie Sledge & Niels Lan Doky Trio kan opleves frem til 17. maj på The Standard, Havnegade 44, København K. Her kan man også købe Debbie Sledges seneste cd »Unsung«.