I et sjældent skarpt opråb advarer ledelserne i en række af landets største virksomheder mod en ny skattepraksis, der efter deres opfattelse risikerer at hæmme udviklingen af danske virksomheder.
Firmaerne går i rette med, at fradrag på lønomkostninger, der bruges på opkøb og fusioner, nu indskrænkes.
DSV, ISS og Maersk er blandt underskriverne i et brev, der advarer skatteminister Karsten Lauritzen (V), erhvervs- og vækstministeren Troels Lund Poulsen (V) samt Folketingets Skatteudvalg mod fremgangsmåden, der kort fortalt betyder større udgifter og flere administrative byrder til virksomheder, der køber op og fusionerer.
»Man trækker tæppet væk under den praksis, der har været historisk. Det gør Skat uden en lovændring. Det giver usikkerhed. For mig er det et spørgsmål om, hvor man vil fjerne fradrag næste gang. Det giver os en stor usikkerhed. Det forringer konkurrenceevnen, fordi personen kunne have siddet i et andet land, hvor der vil være fradrag for den type opgaver,« siger skattechef Mads Kristensen fra servicegiganten ISS.
»Hvorfor skulle danske virksomheder ikke flytte disse aktiviteter til lande, hvor der er fradragsret for dem,« spørger han og foreslår en hurtig lovændring, der giver virksomhederne generelt fradrag for lønomkostninger.
Netop eventuel udflytning kan blive resultatet af ændringen, lyder det flere steder i erhvervslivet.
Flytter til udlandet
I brevet til toppen af skattesystemet hedder det blandt andet, at »en anden væsentlig indvendig mod Skatteministeriets nye praksis er, at virksomheder med betydelige omkostninger til forretningsudvikling og innovation mv. vil få et væsentligt incitament til at flytte aktiviteterne til udlandet«.
Baggrunden for virksomhedernes opråb skal findes i en dom i Østre Landsret tilbage i juni, hvor to sager anlagt af Skat mod Arbejdernes Landsbank og Lån & Spar Bank blev afgjort.
Skat havde nægtet bankerne at fratrække lønudgifter til egne ansatte, som blev betalt i forbindelse med bankernes opkøb af andre bankfilialer. Østre Landsret gav her Skat medhold i, at man kan begrænse den almindelige adgang til fradrag af lønudgifter til medarbejdere, hvis lønnen er givet for arbejdsopgaver vedrørende udvidelse af virksomhederne, de såkaldte mergers & acquisitions (M&A).
Historisk opgør
Reglen er nemlig, at driftsomkostninger, der er betalt med henblik på at vedligeholde den eksisterende drift, kan fratrækkes, mens udgifter til etablering og udvidelse af virksomhed ikke er fradragsberettiget.
Lønomkostninger har dog indtil nu bredt været anset for at være berettiget til fradrag. Dermed bliver ændringen set af virksomhederne som et opgør med en over 110 år gammel retspraksis om, at løn til medarbejderne bare er fradragsberettiget som en almindelig driftsudgift, uanset om det drejer sig om etablering og udvidelse af en virksomhed.
Derfor mødes prakiskændringen også i transportgiganten DSV med kritik fra koncernfinansdirektør Jens H. Lund.
»Vi er en virksomhed, der køber op og skaber netværk for at kunne transportere mere gods og skabe mere service til kunderne. Det giver også flere penge i skattekassen, når vi vokser. Men her går man ind og øger omkostningerne til den type forretning, og det rammer os. Det at vokse er selve grundlaget i vores forretning,« siger Jens H. Lund.
For DSV-direktøren er det i sig selv et problem, at fradragsretten fjernes, men ikke mindst, at tilliden til, at reglerne ikke bare ændrer sig i ly af natten, forsvinder.
»Som virksomhed tænker du fremad, og der har man behov for tryghed og for at vide, hvad der sker med rammevilkårene år ud i fremtiden,« siger Jens H. Lund.
Samme toner kommer fra det rådgivende ingeniørfirma Rambøll, der ad flere omgange har købt virksomheder op og nu kan se problemer.
»Det gør ikke, at vi holder op med at udvikle virksomheden, men det gør selvfølgelig, at vi overvejer, hvor vi skal lokalisere de specialister, som arbejder med udvikling af vores virksomhed. I princippet er der ikke noget til hinder for, at vi kunne have de folk siddende andre steder. Vi har store kontorer i de øvrige nordiske lande og USA, hvor der ikke er problemer med fradragsretten for udviklingsaktiviteter,« siger skattechef Henrik Meldgaard fra Rambøll.
Skat henviser til Skatteministeriet, hvor minister Karsten Lauritzen (V) ser imødekommende på virksomhedernes bekymringer. Han erkender, at dommen fra Østre Landsret har skabt tvivl om grundlaget, og det skal hurtigst muligt afklares. Derfor har han bedt Højesteret hastebehandle ankesagen.
»På baggrund af Højesterets dom må vi så politisk overveje, om der er behov for lovgivning på området,« siger han i et folketingsvar.
