WASHINGTON: Hvad har Krim anno 2014 til fælles med optakten til Japans angreb på Pearl Harbor i december 1941? Det vender vi tilbage til. Krisen i Ukraine skal nemlig klares uden militær indblanding fra USAs og NATOs side og udelukkende løses med sanktioner og pres på Rusland. Dermed er verden kastet ud i en særdeles eksperimentel fase, hvor man skal bruge alt det, politikerne kalder for »diplomatiets værktøjskasse« uden anvendelse af trusler om regulær magt for at få løst en flammende krise mellem verdens stormagter, hvoraf ikke så få har atomvåben.
Det har fået politikerne til at ønske sig én ting: En større diplomatisk værktøjskasse. For så meget forskelligt findes der ikke i den. Især ikke, hvis man som USA og EU skal være enige om, hvad man bruger, og hvilket »værktøj« det er nødvendigt at tage i anvendelse for at løse krisen med Rusland.
For det er udelukket at anvende politikernes ultimative middel – anvendelsen af militær magt – i Ukraine. Så det er diplomaterne, der er på overarbejde, og det er politikerne, der skal sørge for, at de rigtige værktøjer er til stede.
Men i enhver krisesituation er der flere ting, man skal lytte til. Politikerne skitserer krisen tydeligt ved åbne møder. Deres tonefald skrues op eller ned også med hensyn til valg af ord. »Vi vil stærkt anbefale, at Rusland trækker sig ud,« er et af de mest anvendte udtryk og er i diplomatiske kredse udtryk for, at der dog stadig er en dør åben for en værdig afslutning på krisen. Dette udtryk kan så krydres med gloser, der understreger alvoren, som når den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, bruger udtryk som »helt uholdbart« om Ruslands invasion, og at det, der foregår, »strider mod international lov og vil få alvorlige konsekvenser«. I de sidste faser, inden tæppet går for anden akt i det diplomatiske spil, bruges der endnu stærkere udtryk med brug af ultimative tidsfrister for, hvornår Rusland skal trække sig ud, hvis man vil undgå det næste skridt – sanktioner eller militær magt. Det sidste er i det her tilfælde udelukket.
Men den diplomatiske værktøjskasse har stadig en række muligheder – først og fremmest forhandlinger både med allierede og med Rusland. Det er det, der foregår i øjeblikket med forhandlinger på lavere niveauer, end det Putin og Obama befinder sig på. Men der er også symbolske handlinger tilbage, hvis forhandlinger ikke er mulige, fordi man ikke kan finde en fælles dagsorden. Man kan kalde ambassadørerne hjem til »konsultationer«. Det var tidligere meget anvendt, hvilket også kan være et stærkt signal. Men effekten var større for 40 år siden, inden det blev almindeligt at bruge direkte kommunikationsmidler. Endelig kan man afbryde samtlige diplomatiske forbindelser. Det gør man kun i meget få tilfælde. I dag findes der ingen diplomatiske forbindelser mellem USA og en række lande som Iran, Nordkorea og Cuba. Men afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem to så store lande som Rusland og USA vil være et meget alvorligt skridt, som næppe vil blive taget i anvendelse.
Og så er der sanktionerne som det ultimative middel, når nu man ikke kan bruge militæret. Sanktionerne går lige fra at være målrettet mod enkeltpersoner som at indefryse deres bankkonti i udlandet til at gøre det sværere at få visum. Der kan også ske indefrysning af større midler, afbrydelse af handelsforbindelser og opsigelse af økonomiske aftaler. Og man kan vælge at udelukke Rusland fra at deltage i sportslige og politiske begivenheder, som USA ønsker at gøre mod Rusland i forbindelse med et kommende topmøde i G8. Og endelig en altomfattende sanktionspolitik, der rammer landet bredt i samarbejde med andre lande.
Problemet er, at sanktioner kan føre til krig. Og omfattende sanktioner med deltagelse af mange lande er ikke prøvet så tit og oftest kun mod småstater som Afghanistan, Iran, Syrien og en række andre lande, hvor den gensidige økonomiske afhængighed ikke er stor. I hvert fald ikke i FN-regi. USA og EU har hver for sig gennemført et utal af sanktioner, men med meget begrænsede resultater. Så hvis sanktioner skal have en chance, skal det være en fælles beslutning mellem EU og USA. EUs samhandel med Rusland ligger på over 450 mia. dollar om året, USAs på kun 40 mia. dollar. Men sanktioner, der rammer denne samhandel, vil i lige så høj grad gå ud over de lande, der gennemfører sanktionerne, fordi der vil komme et lignende svar fra Rusland.
Og så er vi tilbage i sommeren 1941, da USA gennemførte den sidste af en række stærke økonomiske sanktioner mod Japan – en olieembargo – for at tvinge japanerne til at trække sig ud af Kina. Det gik ikke som ventet, og japanerne gennemførte i december 1941 et omfattende angreb mod den amerikanske flåde i Pearl Harbor. Selv om denne del af historien ikke er så kendt, så indgår den i diplomatiets eksempler på sanktioner, der kan give den modsatte effekt, hvis de iværksættes mod en betydelig stormagt, som Japan også var dengang.
Forskellen er selvfølgelig, at verden dengang ikke havde en række internationale institutioner, der kan hjælpe i den her situation. FN er en af dem. Den europæiske sikkerheds- og samarbejdsorganisation OSCE er en anden. Det er nogle af dem, der hører med til at kunne løse en konflikt som den i Ukraine, og dem havde man ikke i 1941. Om det virker? Som en amerikanske diplomat siger det: »Vi vil opleve mange forskellige synspunkter i den kommende tid til sanktionerne, fordi de ikke må give tilbageslag. Vi har ikke før prøvet det i det her omfang mod en stormagt, og man kan have sine tvivl, om de virker, og om det overhovedet er muligt at blive enige om dem. Men det skal forsøges. Det er svensknøglen i værktøjskassen. Og hvis den svigter, så er der ikke meget tilbage«.