Det er velkendt, at en asteroide med en diameter på op mod 15 kilometer hamrede ned i jordkloden nær det nuværende Mexico for ca. 66 millioner år siden.

Samt at der på næsten samme tidspunkt var gang i en række uhyrlige vulkanudbrud i det daværende Indien, de såkaldte Deccan Traps.

Og lige så velkendt er det, at tre fjerdedele af alle daværende plante- og dyrearter, herunder dinosaurerne, i næsten samme åndedrag forsvandt fra planetens overflade.

Hidtil har forskere hovedsageligt set meteornedslaget og vulkanudbruddene som to stort set uafhængige størrelser, der hver for sig bidrog til den store massedød.

Men nu forbinder geofysikere tilknyttet amerikanske universiteter de to ekstreme begivenheder på en opsigtsvækkende og ny måde.

I et forskningsresultat, der er offentliggjort i tidsskriftet Science Advances, hævder de, at meteornedslaget skabte så ubegribeligt voldsomme chokbølger, at jordskorpen flækkede som et æg langs titusinder af kilometer oceanryg.

Det fik smeltede bjergarter fra Jordens indre til at vælte op overalt med ekstreme undersøiske vulkanudbrud til følge.

Oceanrygge er undersøiske bjergkæder, hvor havbunden spredes af underliggende tektoniske kræfter. Bl.a. ligger det vulkansk nærmest hyperaktive Island lige over Den Midtatlantiske Bjergryg.

De amerikanske forskere havde især fokus på, hvordan tyngdekraften veksler i oldgamle lag af klodens havbund.

På den baggrund mener de at kunne fastslå, at undersøiske vulkanudbrud for ca. 66 mio. år siden tilføjede enorme lag på omkring 200 meters højde på bunden af Atlanterhavet og Stillehavet.

Disse ekstreme kræfter var efter alt at dømme medvirkende til at sætte fornyet gang i de store vulkanudbrud i Indien.

Den onde cirkel var sluttet, hvilket fik livet på Jorden til at gå i dybfryseren og i det hele taget gispe efter vejret.

Den største af de fem store massedød-begivenheder i Jordens historie indtraf imidlertid ved slutningen af permtiden for godt 250 mio. år siden, da op mod 95 pct. af alle dyre- og plantearter uddøde.

Også her har forskere typisk udpeget ekstrem vulkanisme som den sandsynlige storsynder, men præcist hvordan vulkanudbrud gjorde det af med livet dengang, har været en gåde af de større.

I et parallelt og aktuelt forskningsresultat mener en forsker tilknyttet University of California, Berkeley, at årsagen til permtidens massedød meget vel kan have været en voldsom udtynding af datidens ozonlag.

Men vel at mærke en ozonudtynding, der var forårsaget af vulkanudbrud.

I den giftige kemiske cocktail fra vulkansk materiale er der stoffer, som kan reagere med det beskyttende ozonlag i atmosfæren, hvorved ozonen i sidste ende stort set kan forsvinde.

Det skaber næsten uhindret jordadgang for Solens ultraviolette stråler, hvilket hos eksempelvis mennesker kan forårsage hudkræft.

Men meget peger på, at effekten på planter kan være mindst lige så skæbnesvanger.

Det amerikanske forskningsresultat viser nemlig, at nåletræer bliver sterile, hvis de udsættes for ca. fem gange højere ultraviolet stråling end normalt.

De mister med andre ord evnen til at reproduktion, hvilket meget vel kan være en medvirkende forklaring på, hvorfor 19 ud af 20 af datidens plantearter ikke kunne overleve.

»Ved afslutningen på perm-krisen kan skovene være forsvundet delvist eller helt som følge af øget udsættelse for UV-stråler,« siger forskeren Jeffrey Benca til videnskabssitet Phys.org.

Han tilføjer, at det i alvorlig grad kan have truet fødevareressourcerne for talrige dyrearter i datiden.