Hvis du har liket statsminister Helle Thornings-Schmidt på Facebook, vil du sikkert blive mødt med annoncer, der opfordrer til at stemme på Socialdemokraterne, når folketingsvalget nærmer sig.

For i modsætning til en annonce i avisen eller en plakat på busstoppestedet, som rammer mange mennesker, giver internettet helt andre muligheder for at kommunikere med udvalgte målgrupper, skriver Jyllands-Posten.

Facebook indsamler enorme mængder informationer om brugerne, og den store mængde digitale data, som registreres om danskerne hos Danmarks Statistik, sælges også videre til partierne.

Oplysninger om grupper helt ned til fem husstande om, hvorvidt beboerne betaler topskat, går til lægen eller fik gode karakterer i skolen er ifølge firmaet Geomatic til salg.

Under valgkampen op til Europaparlamentsvalget sendte De Konservative personlige breve til bestemte adresser, hvor der ifølge dataanalyser boede potentielle K-vælgere.

Og i 2011 brugte Venstre ifølge partisekretær Claus Richter cirka halvdelen af annoncemidlerne på henholdsvis trykte annoncer og netannoncer.

»Denne gang vil vi flytte endnu flere ressourcer over på den digitale del,« siger partisekretæren og fortæller, at netaviserne tilbyder at ramme potentielle V-vælgere med udvalgte annoncer.