Tag ungerne med til madfestival

Copenhagen Cooking er ikke kun for voksne feinschmeckere - børnefamilierne er også inviteret til festival på Islands Brygge, når Arla Food Fest finder sted for sjette år i træk.

I år vil der igen være masser af sjove oplevelser og underholdning for hele familien. Den Blå Planet kommer blandt andet og endevender en blæksprutte og deler smagsprøver af havets »hjernemad« ud, og hvis man har mod på det, kan man se Vicky Knudsen og Morten DD gå på opdagelse i kokassers livlige miljø.

På festivalen kan man også lære om forskellige typer af mad og opleve et råvildt blive parteret. Man kan også stikke forbi forskellige værksteder på festivalen og smage på spændende mad.

Er man rigtig modig, så kan man deltage i motionsløbet, Madmodsløbet, hvor posterne bl.a. består af at smage på kamelmælk, melormesalat og andre anderledes lækkerier. Tv-værterne Jakob Riising og Signe Lindkvist er værter for løbet.

Foruden en masse madbegivenheder, byder Arla Food Fest også på et musikprogram, hvor bl.a. duoen Mika og Tobias spiller hittet »Ikke mere mælk«. Kunstnere som Albert Dyrlund, Skinz, Anya og Shaka Loveless kigger alle forbi og giver et show.

Se hele programmet her.

Hvad: Arla Food Fest
Hvor: Islands Brygge
Hvornår: 1. og 2. august
Hvordan: Billetter koster 75 kr. og kan købes her arlafoodfest.dk

Gadefest på Vesterbro med socialt fokus

Så er der fest i Saxogade med sjov for hele familien.

Saxogade på Vesterbro har gennemgået en stor forvandling. De seneste år er en lang række butikker skudt op i det, der er Danmarks første sociale shoppinggade. Butikkerne har alle et socialt og bæredygtigt fokus. Det kommer f.eks. til udtryk i butikken Norma, hvor det er hjemløse, der sælger dig design og interiør.

Gadefesten byder på en masse forskellige aktiviteter. Bl.a. koncerter, DJ, debatlounge, bucket drinks, sjove børneaktiviteter, bæredygtige og økologiske specialiteter og meget mere.

Læs mere om gadefesten her.

Hvad: Saxogadefesten
Hvor: Saxogade, 1650 København V
Hvornår: Lørdag 1. september kl. 12-22

Bryggen inviterer til fødselsdagsfest

Lørdag 1. september er der masser af musik, leg og fest i gaderne på Islands Brygge, når foreninger, erhvervs- og kulturlivet på Bryggen går sammen om at fejre bydelens 113-årsfødselsdag til en stor festdag, hvor alle er inviteret.

På dagen vil både Gunløgsgade og Leifsgade på Islands Brygge være fyldt med stande med bl.a. dansk design, brugskunst, boligindretning og mode.

Der vil også være en lang række behandlere, som stiller op og tilbyder, at man bl.a. kan teste zoneterapi, massage, akupunktur, healing, japansk lifting, yoga, samt få målt sit blodtryk hos hjerteforeningen. Der vil også være masser af musik på en opstillet scenen dagen lang.

For dem, der er mere interesserede i de lokale og historien bag Bryggen, kan man møde folkene bag »Spiselige planter Amager fælled« og høre dem fortælle om naturen på fælleden samt blive klogere på planteriget i det grønne område. Eller man kan komme med på lokalhistorisk tur og møde de lokale politikere og få en snak om alt, som ligger en på hjertet.

Der er også masser af mad- og drikkeboder opstillet, hvor man kan smage på alverdens gode sager.

Sidst er der også en masser aktiviteter for de små, som bl.a. dukketeater, cirkus, børneloppemarked, cup stacking, spejderlejr, snobrød, beatbox, skolehaven, bybi-honning, fodbold, badminton, wing chun gung fu, fodtennis, salg af børnetøj, legetøj og meget mere.

Læs mere her.

Hvad: Bryggens Fødselsdag en byfest
Hvor: Gunløgsgade/Leifsgade, København S
Hvornår: Lørdag 1. September kl. 10-18

Kom med til fest på Skt. Petris terrasse

Inden sommeren helt forsvinder i kulde og blæst, kan man stadig nå at få lidt af sommerstemningen, når musikarrangementet Grey Goose Summer Bash afholdes på Skt. Petris terrasse i weekenden.

Festen er en dags fest med vibes fra den franske riviera. Derfor vil der være masser af  Grey Goose-cocktails til fornuftige priser, og når sulten melder sig, kan man smage alverdens franske småretter eller friskbagte pizzaer bagt i stenovnen på terrassen.

For at man rigtig kan komme i fransk stemning, er der et musikalsk lineup af etablerede DJs og upcoming artister, der spiller live til eventet. Du kan bl.a. glæde dig til artister som:

King, Sherpa, Benjamin Rihan og DJs som Emilie Lilja, Emil Lange og Frederik Thode.

Læs mere om eventet her.

Festlighederne starter kl. 15 og rundes af kl. 21.

Billetten kan bestilles her.

Hvad: Grey Goose Summer Bash
Hvor: Skt. Petri, København K
Hvornår: Lørdag 1. September kl. 15-21

Boblefestival i Tivoli

I weekenden afholder Tivoli for første gang Copenhagen Bubbles Festival. En ny festival, som byder på bobler fra næsten hele verden. Her kan man nemlig smage på mousserende vin fra bl.a. Frankrig (champagne og crémant), cava fra Spanien, prosecco, lambrusco, asti og spumante fra Italien, sekt fra Tyskland, Østrig og Ungarn og espumante fra Portugal.

Festivalen foregår i H. C. Andersen Slottet i Tivoli både lørdag og søndag med to sessions hver dag af 2 ½ times varighed. I alt kan 400 personer deltage i hver sessions og smage løs af de boblende sager, der er fordelt i slottet på både stue- og første etage. I stueetagen vil der være en stor cocktailbar med mousserende cocktails, mens man på førstesalen finder ca. 29 stande med boblende smagsoplevelser.

Så der er masser af mulighed for at finde sine favoritbobler. Manden bag festivalen Jacob Rosengren, der også står bag Copenhagen Gin Festival, siger selv om eventet.

»Det skal nok blive en boblende og festlig oplevelse«.

Alle, som skal ind til Copenhagen Bubbles Festival, får deres helt egen indgang til Tivoli, beliggende på H.C. Andersens Boulevard, men der er adgang til Tivoli både før og efter Copenhagen Bubbles Festival.

Hvad: Copenhagen Bubbles Festival
Hvor: H.C. Andersens Blvd 22, København K
Hvornår: Lørdag 1. September kl. 16- 18.30/19.30-22 og søndag 2. September kl. 12.30-15 og 16-18.30
Hvor meget: 350 kr. Inklusiv adgang til Tivoli

Shop økologisk mad og drikke på stort høstmarked

I weekenden 1. og 2. september inviterer Aarstiderne igen til et stort økologisk høstmarked.

Her hyldes den grønne livsstil med mad, markvandringer, fangeleg og musik i naturen ved Krogerup Avlsgaard.

Markvandring: Her følger man madvarerne fra de bliver høstet i marken til de lander på bordet.

Mad i massevis: Her serveres bl.a. 80/20-hotdogs (som består af 20% animalske ingredienser), burgers med grønt, majs og chili sin carne toppet med grønt. Der vil også være masser af kaffe, te og kager fra Aarstiderne egen kagebog.

Sjov for børn: Skolehaveforeningen Haver til Maver står klar med et mix af leg og læring i udekøkkenet. Her kan de små lave deres egen frokost - nudelsalat - og i samarbejde med Louisiana "smage på kunsten" ved at male et maleri med tungen (selvfølgelig med frugtfarve som maling). Derudover kan de besøge Halmborgen, lave popcorn over bål og bygge grøntsagsfigurer i det store børneområde mellem markerne og gårdspladsen.

Mød leverandørene: Som noget nyt i år besøger en lang række af leverandører og samarbejdspartnere festivalen. Her kan man bl.a. møde Jacob & Jakob Is, Sing Te, Læsk, Gå Grøn, Craft Soda, Sløjdlyst, Oialla, Frankly Juice, Uldfolket, Folkets Madhus, Maja Brix, Risteriet, Cocohagen og Krogerup Højskole.

Musik i marken: Lørdag formiddag er der koncert med Søren E (medstifter af Aarstiderne), Chris Minh Doky med flere, som spiller musik inspireret af planternes verden.

Læs mere her.

Hvad: Aarstidernes høstmarked
Hvor: Krogerupvej 3C, Humlebæk, Frederiksborg
Hvornår: 1. og 2. september kl. 10-16
Hvor meget: Det er gratis at deltage

Festival svæver, hopper og klatrer gennem byen i weekenden

Festivalen Move It! kan opleves fra torsdag 30. august til søndag 2. september. Programmet byder på 17 internationale forestillinger og 19 workshops.

Her kan man både udfordre sin fysik, balance og tyngdekraft i forskellige bevægelsesformer som cirkus, dans, parkour, skate, klatring og akrobatik. De mange events afholdes rundt omkring i hele byen for at demonstrere, hvordan man kan sætte kroppen i spil på nye måder ved at bruge byrummet, koreografi og kunst. Der er især fokus på kroppen som kunstnerisk udtryk.

Man kan bl.a. opleve forestillinger med balancekunst, udholdenhed, styrke og vægtløshed syv meter over jorden, leg med tyngdekraften med publikum som modvægt, hyperaktiv kaosdans i en hinkerude og flyvende skatere i nærkamp. De mange forestillinger er skabt af nye internationale kunstnere.

Under festivalen kan man også møde cirkusikonerne Chloé Moglia, der er kendt for at bruge sin styrke, stædighed og udholdenhed i sine forestillinger og Rémi Luchez, der udforsker kunsten at finde og holde balancen, samt Cirque Barbette, der bruger publikum som modvægt i deres forestillinger om tyngdekraften.

Bliv undervist i at danse på væggen

Derudover kan man også deltage i forskellige workshops, hvor kroppen er i fokus. På hvert hold er der undervisere inden for cirkus, dans, parkour og skate – urbane discipliner, der alle udfordrer tyngdekraften og fysikkens love ved f.eks. at hoppe fra tag til tag, skate på ramper, klatre i reb, på vægge eller lave piruetter.

Se hele programmet på metropolis.dk

Bag festivalen står Metropolis, AFUK, Dansehallerne, Street Movement og Batiste Skateboard.

Hvad: Move IT! festival
Hvor: Over hele byen
Hvornår: 30. august til 2. september 2018
Hvor meget: Alle aktiviteter er gratis, men man skal tilmelde sig workshops her.