Pas på blodtrykket, når du pakker gaver op og puster lysene i kagen ud. Det er nemlig mere sandsynligt, at du dør på din fødselsdag, end nogen anden dag resten af året. Det har et hold forskere fundet frem til efter at have studeret mere end to millioner mennesker over en periode på 40 år. Det skriver The Telegraph.
På folks fødselsdag viste undersøgelsen en klar stigning i dødsfald grundet hjerteanfald, blodpropper i hjernen og selvmord. I gennemsnit er der 14 procent større risiko for at dø på sin fødselsdag end resten af årets dage, hvis man er over 60 år gammel. Antallet af hjerteanfald er 18,6 procent højere på fødselsdage og var højest hos mænd, mens antallet af blodpropper i hjernen i gennemsnit er 21,5 procent højere - højest hos kvinder.
Undersøgelsen er udgivet i tidsskriftet Annals of Epidemiology og foretaget af et hold internationale forskere. En af dem er Vladeta Ajdacic-Gross fra Zürich Universitet, som siger til The Telegraph:
- Fødselsdage ender dødeligt oftere, end hvad man kunne forvente.
Han tilføjer, at risikoen stiger med alderen.
Canadiske data viste, at blodpropper i hjernen var mere sandsynlige på fødselsdage, specielt blandt patienter med højt blodtryk. Der var en 34,9 procent stigning i selvmord, 28,5 procent stigning i dødsfald ved uheld, som ikke er bilrelaterede og en 44 procent stigning i dødsfald forårsaget af faldskader.
Psykolog Richard Wiseman fra Hertfordshire Universitet siger:
- Det virker som et gyldigt resultat. Med hensyn til forklaringen er der to lejre. En lejr foreslår, at man spiser for meget og er ved at blive ældre og det kan betyde, at man dør. Den anden lejr kigger på en placeboeffekt. Du er tæt på døden. Og du har holdt dig selv kørende indtil din fødselsdag. Så tænker du 'det var det, nu har jeg fået nok, og nu smutter jeg', siger han til The Telegraph.
Lewis Halsey fra Roehampton Universitet siger:
- Et interessant fund er, at flere selvmord sker på fødselsdage, men kun hos mænd. Måske vil mænd hellere komme med et budskab om deres ulykkelighed, når de tror, folk lægger mere mærke til dem.