Regeringens vækstpakke får en blandet modtagelse hos DI.

Organisationen mener, pakken kan give et "lille skub til væksten" og mener derfor, vækstpakken er acceptabel.

"Men der er samlet set ikke meget i pakken, der styrker de grundlæggende vækstvilkår. Der er fortrinsvis tale om en pakke, der stimulerer økonomien på den helt korte bane," siger DI's adm. direktør Karsten Dybvad.



Han glæder sig dog over tiltagene for at styrke iværksættere og grøn vækst:

"Vi er positive over for en række af de konkrete forslag om f.eks. flere penge til grøn teknologi og til "Kom i gang lån", siger han.

Ud af de 10,8 milliarder kroner i planen, vil regeringen bruge: 150 mio. kr. på en styrkelse af "kom i gang lån" til iværksættere. 150 mio. kr. til at fremme grønne vækstteknologier. Og 200 mio. kr. til en styrkelse af biogasudbygningen i Danmark.

Samtidig skal der bruges 3,2 milliarder kroner på at fremrykke offentlige investeringer, og det møder en mere lunken modtagelse i DI:

"Udfordringen er at skabe en solid og holdbar fremgang i den private sektor. Ikke blot at fremrykke fornuftige aktiviteter, som allerede er planlagt. Det kræver reformer udover tilbagetrækningsreformen," siger Karsten Dybvad.