Dansk Folkepartis folketingsmedlem Pernille Bendixen blev for alvor centrum for en mediestorm, da hun til Radio24Syv sagde i et direkte interview, at DF ville skære i bruttonationalproduktet (BNP).
Flere medier skrev om interviewet, og Radio24Syv lagde efterfølgende lydklippet ud på Facebook, hvor mange har gjort grin med DFerens klumren med ord og begreber.
{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}
Hovedpersonen føler sig dårligt behandlet, og hun mener, at mediernes måde at håndtere sager på kan være medvirkende til, at andre samfundsinteresserede mennesker afholder sig fra at stille op i politik, fordi de er bekymrede for mediepresset.
»Det er, hvad jeg hører fra folk, der kunne overveje at stille op i politik. Når de hører, hvad jeg har været udsat for, siger de: 'Godt, det ikke er mig. Jeg ville aldrig gøre det?' Så bliver det et problem. Så begrænser det, hvem der kan stille op,« siger Pernille Bendixen, der er børneordfører for DF.
Hun har efter udsendelsen forklaret, at det, hun mente, var, at DF vil skære i udviklingsbistanden i procent af BNP. Hvor det i dag er 0,87, skal det ifølge DF ned på 0,7, men det fik Pernille Bendixen ikke forklaret godt nok, og så røg ørerne i den store mediemaskine.
»Jeg sagde noget værre vås, og det står jeg ved. Men derfra og så til at hænge mig ud på Facebook, det er for meget, synes jeg. Det, jeg skal lære, er, at jeg ikke skal udtale mig om ting, jeg ikke ved mere om. Jeg skulle have henvist til en ordfører, og det vil jeg gøre fremadrettet,« siger hun.
Hør sekvensen fra Radio24Syv her:
Mindre tillid til medier
Hun mener også, at medierne bør have mere forståelse for, at det ikke er alle i Folketinget, der har lange uddannelser og har viden om alle de forhold, som der bliver behandlet i Folketinget.
Den nyvalgte DFer mener, at det er ærgerligt, at det overhovedet er nødvendigt, at politikere skal have medietræning. Og så kunne medier godt have lidt mere pli.
»Hvis tilliden skal blive større mellem medier og politikere, kunne de for eksempel ringe til mig og sige: 'Du har sagt noget vrøvl.' En sag som den her gør i hvert fald ikke noget godt for politikeres tillid til medierne,« siger Pernille Bendixen.
Hun er også blevet lidt overvældet over den meget større opmærksomhed fra medier, der er i Folketinget, og ifølge Pernille Bendixen var sagen nok ikke blevet så stor, hvis det var sket på et lokalt medie.
»I lokale medier er der en større tillid mellem medier og politiker. Man har en bedre dialog,« siger DFeren, der sad i Odense Byråd for partiet fra 2010-15.
Der er områder, hvor Pernille Bendixen undgår at udtale sig. Fremover vil hun være meget påpasselig med, hvad hun siger til medier, og det, synes hun, er ærgerligt.
»Det kan give en bredere dialog, hvis flere kan udtale sig. Hvis det kun er ordførere eller dem, der har en stor forkundskab på et område, der kan udtale sig, mister vi nuancer i debatten,« siger Pernille Bendixen.
DF'er ønsker mere alsidigt Folketing
Som datter af en mekaniker og en finskærer og som dagplejemor gennem 11 år har Pernille Bendixen en markant anderledes baggrund end majoriteten af de 179 folkevalgte på Christiansborg.
Mange i dansk politik efterlyser, at der er flere med erhvervserfaring eller bare nogle, som er mere repræsentative for befolkningen end de mange statskundskabere og universitetsuddannede, der løber rundt på Christiansborgs gange.
Pernille Bendixen mærker ellers en bevægelse mod, at flere danskere med mere alsidig baggrund tør at engagere sig i politik, især i Dansk Folkeparti.
Hun håber, at Folketingets sammensætning i fremtiden bliver endnu mere alsidig.
»Jeg håber, at det bliver en god blanding. Det er fint, at vi har forskellige kompetencer og interesser, og jeg synes, at nogen godt kunne trænge til nogle flere år ude i ’det virkelige liv.’ Christiansborg er jo lidt en lukket verden, og man kan være derinde i mange år, hvis man ikke vil andet. Så man kan godt forstå, at det bliver sådan noget, hvor folk er lidt væk fra virkeligheden,« siger Pernille Bendixen.
Hun har siddet i byrådet i Odense i fem år, så hun er ikke helt ny i politik, men Folketinget er stadig helt nyt for hende.
Hun mener dog ikke, at hendes baggrund udgør noget problem i dagligdagen, selvom hun måske ikke ved så meget på specifikke områder. Derfor vil hun også primært beskæftige sig med socialpolitiske områder fremover, så hun ikke kommer så meget på glatis en anden gang.
Hendes baggrund har dog ikke skabt nogle problemer med kollegerne på Chrstiansborg.
»På min person har jeg ikke følt noget. Jeg føler ikke, at der er nogen, der ser ned på os med en anderledes baggrund. Det er en god arbejdsplads med en god tone, og jeg har fået beskeder fra flere i dag, som giver sympati for mig, selvom vi er langt fra på samme side politisk,« siger Pernille Bendixen.