Der bliver holdt godt øje med den løbske britiske valuta hos DFDS efter den seneste tids drastiske pundfald. Og hvis man folder et kort over rederiets sejlruter ud, er det ikke svært at forstå hvorfor.

DFDS sejler til England med store skibe fra Göteborg, Esbjerg, Cuxhaven, Amsterdam, Rotterdam, Gent, Dunkirk, Calais og Dieppe – ja stort set alle større havne i Europa. Forretningsmæssigt er der tale om en ganske central destination, og hos DFDS lægger man ikke skjul på, at det svækkede pund kommer til at koste penge.