DFDS-færge får lov til at brænde ud ved Langeland
Redningsfolk opgiver slukningsarbejdet på færgen, som brød i brand syd for Lolland i nat. De fleste passagerer er uskadte.
Redningsfolk opgiver slukningsarbejdet på færgen, som brød i brand syd for Lolland i nat. De fleste passagerer er uskadte.
Den litauiske passager- og fragtfærge, som brød i brand på Femern Bælt syd for Lolland lidt efter midnat natten til lørdag, får lov til at brænde videre ud for Langeland.
En eksplosion i en lastvogn har formentlig været årsag til branden, der har dækket færgen i flammer hele natten til lørdag og op ad formiddagen.
Færgen er siden ulykken drevet mod vest og ligger nu for anker ud for Langeland.
Billedserie: Færge i brand ved Langeland
Lidt efter middag lørdag er de tyske redningsarbejdere ved at indstille slukningsarbejdet. Nu lader man færgen brænde ud.
- De er holdt op med at prøve at slukke færgen, da de er bange for, at den får slagside, hvis de hælder for meget vand ind i den, siger stabschefen hos Søværnets Operative Kommando til bt.dk
Færgen hælder lidt over middag lørdag allerede 10-15 grader til bagbord - færgens venstre side. Tre mennesker er fløjet til hospitalet med røgforgiftning. En enkelt er fløjet til Kiel med et hjertetilfælde, der ikke direkte har noget med ulykken at gøre. Ellers er færgens i alt 236 passagerer uskadte.
Det er de tyske myndigheder der har stået for slukningsarbejdet, da ulykken skete i deres farvand. Søværnets Operative Kommando har hjulpet til med redningsarbejdet med blandt andet en helikopter og skibe.
Desuden er der miljøskibe i nærheden af den brændende færge. De skal inddæmme området i tilfælde af en olielækage.