Om et år skal der være folketings- og europaparlamentsvalg. Flere partier er allerede i gang med at stille kandidater op til EU-valget. De politiske valgforberedelser er i gang, og de vil kun blive intensiveret hen mod 2019.

Særligt to partier på hver fløj er interessante at holde øje med. Det er Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti. De har begge erklæret sig regeringsparate, men har begge oplevet at blive taget i manglende finansiering af valgløfter. Kristian Thulesen Dahl med hans tulliarder og den tidligere formand for SF Villy Søvndals villiarder. Partier som Enhedslisten og Alternativet, som ikke vil tage regeringsansvar, kan ligeledes ikke indgå i mange finanslovsaftaler, da det EU-bestemte udgiftsloft vil stå i vejen for deres ønske om en større offentlig sektor.

Men hvad kan de politiske partier egentlig love og garantere vælgerne?

Den globale finanskrise, der også ramte Danmark i 2007/2008, skete blandt andet på grund af en boligboble, der sprang. I 2018 er boligpriserne igen meget høje, men kan politikerne undgå, at en lignende boble vil briste i fremtiden?

Danmark har et fastkurssamarbejde med euroen, som vi tidligere havde med D-marken. Vi fører derfor ikke længere pengepolitik. Det betyder, at Danmarks rente og valutakurs følger eurolandenes.

Hvis Danmark kunne føre pengepolitik, kunne vi sætte renten op. Det ville medføre et fald i boligpriserne, fordi det ville blive dyrere at afbetale på lån til boligen. Fordi politikerne ikke kan føre pengepolitik, forsøger de alligevel at fokusere på måder, som kan dæmpe stigningen i boligpriserne.

Alternativet vil indføre et såkaldt »100 pct. brøkreserve bankvæsen«, som betyder, at bankerne kun må låne penge ud, hvis de rent faktisk har fået de penge ind som indlån. Både en rentestigning og Alternativets forslag vil betyde, at langt færre kunne optage lån (og at mange banker ville gå konkurs), det ville hæmme væksten, og BNP ville falde. Forslaget er derfor komplet urealistisk.

Da mange områder i den offentlige sektor er bundet op på BNP, ville det derfor betyde en mindre offentlig sektor og mindre velfærd. Det ville derfor også give en øget gældsættelse og større underskud, og dermed problemer i EU på grund af budgetloven.

Det europæiske semester

Politiske partier kan altså ikke love vælgerne hvad som helst. De kan ikke føre pengepolitik, og selv finanspolitikken er ikke længere helt så fri.

I EU har man over længere tid indsnævret politikernes handlemuligheder på finanspolitikken på grund af såkaldte »governmental failures«. Man vil gerne undgå en situation i et medlemsland som Grækenland, hvor der under finanskrisen var et massivt budgetunderskud på 15 pct. De blev derfor pålagt at føre finanspolitik dikteret fra EU, da det var EU, der skulle finansiere de økonomiske redningspakker til Grækenland.

Det havde således ingen betydning, at landet var styret af blandt andet partiet Syriza, som i en dansk kontekst svarer til Enhedslisten. De skulle alligevel lave mange upopulære og hårde økonomiske reformer, så landet kom på rette kurs.

Det har resulteret i, at Grækenland i 2016 havde et lille overskud på 0,7 pct.

Danmark er ligeledes med i Stabilitets- og vækstpagten, som blandt andet indeholder konvergenskravet fra Maastricht-traktaten om maks. tre pct. budgetunderskud, og at den offentlige bruttogæld ikke må overstige 60 pct. af BNP.

Dette er fra ØMU’ens 2. fase, Danmark er derimod ikke tvunget til fase 3, som mere drejer sig om euroen. Det betyder at Danmarks økonomiske forhold, reformer og eventuelle ubalancer bliver overvåget i det, man kalder »Det europæiske semester«, som hvert år danner en ramme, der afstemmer de offentlige finanser i de enkelte medlemslande. Man kan få henstillinger, som det forventes, at man indarbejder i de kommende år i de forskellige lande.

Den danske stat er altså underlagt et transeuropæisk finansministerium, som mindsker danske politikeres handlemuligheder. Det betyder, at Pia Olsen Dyhr og SFs ønske om et opgør med Finansministeriets regnemodeller er et urealistisk mål, da ministeriet er underlagt EU i praksis. Og SF har mig bekendt intet ønske om at træde ud af EU. Altså fører de bevidst vælgerne bag lyset, når de taler om det. Eller også kender de ikke til den budgetlov, de selv stemte for, da de sad i regeringen.

Budgetlov

I kølvandet på finanskrisen vedtog man i EU en Finanspagt i 2012/2013, der betyder, at alle eurolandene skal have balance mellem skatteindtægter og offentlige udgifter. Man skal altså ikke bruge markant mere, end man tjener. Denne mellemstatslige traktat har Danmark tilsluttet sig frivilligt. Det betyder, at hvis Danmark ikke overholder Finanspagten, kan vi risikere en dom af EU-Domstolen.

I Danmark er finanspagten blevet implementeret som budgetloven med SFs stemmer. Den sikrer ikke kun udgiftsstyring af staten, men også i kommunerne og regionerne. Der er indført et udgiftsloft over, hvor meget de enkelte instanser må bruge og tilsvarende sanktioner, hvis man ikke overholder dette. Det betyder, at det årlige offentlige underskud ikke må overstige 0,5 pct. af BNP, den såkaldte strukturelle saldo. Det omtalte konvergenskrav på tre pct. kaldes den faktiske saldo. I Danmark må vi gerne have et strukturelt offentlig underskud på en pct., fordi vores gæld er på under 60 pct. af BNP.

I budgetloven arbejder man med nogle mellemfristede planer, som ruller over en femårig periode. Det kan være 2020-planer og 2025-planer. Det er i denne periode, at man gennemsnitligt ikke må have et offentligt underskud på over 0,5 pct. pr. år.

Det, der bliver tilbage, kaldes råderummet. Det er dette råderum, Dansk Folkeparti og regeringen har skændtes om hele efteråret og vinteren i 2017. Regeringen ville bruge det til skattelettelser, og Dansk Folkeparti ville bruge det til en større offentlig sektor. Årsagen til, at man taler om en strukturel saldo, er, at man gerne vil sikre, at lande ikke bliver straffet i lavkonjunkturtider, men man skal samtidig ikke glemme den ansvarlige økonomiske politik i højkonjunkturtider, hvor man bør betale af på gælden. Man får løbende anbefalinger fra EU om, hvad man kan gennemføre af reformer for at rette op. Planerne kan altså betragtes som rullende planer, der hele tiden justeres og indberettes til EU hvert år.

De »græske« partier i Danmark

Hvis man sammenligner Danmark med Grækenland, er vi selvfølgelig de rene finansdukse. Danmark havde selv under finanskrisen rimelig godt styr på finanserne.

Man skar ned i den offentlige sektor, lavede efterløns-, dagpenge- og kontanthjælpsreformer, hævede pensionsalderen og sænkede skatterne, så der kunne komme gang i væksten. Man gik ifølge den daværende statsminister, Helle Thorning-Schmidt, »reformamok«. Danskerne kvitterede ved at vælte hende og SF og valgte i stedet en blå regering og DF i 2015.

Nu er vi så i en højkonjunktur. Kan man så ikke bare love vælgerne en masse, så man kan sikre genvalg? Det kunne man bedre før i tiden, hvor man kunne efterlade regningen hos både den kommende regering og på børneværelset. Men uanset om en regering er blå eller rød, bliver den tvunget til at føre EUs penge- og nu til dels EUs finanspolitik.

Det er altså kun – som professor Peter Nedergaard kækt har kaldt dem i Politiken – de græske partier (Enhedslisten, Alternativet, SF uden for regering og DF), som kan tillade sig at sige, at den offentlige sektor kan vokse uhæmmet. Alle andre partier skal efter et valg stå til regnskab for det, de lover i en valgkamp.

Når valget bliver udskrevet, bør journalister dog holde alle politikerne op på, at man ikke kan love hvad som helst, så længe man er medlem af EU. Ønsker DF eller SF at være magtpartier, må de holde op med at bilde deres vælgere ind, at der ingen grænser er for fantasipenge som tulliarder og villiarder. Her vil de ganske enkelt blive mødt af en finanspolitisk grænsebom i EU.

Christina Yoon Petersen er journaliststuderende, revisor og medlem af Liberal Alliance.