Anders Samuelsen (LA) og Kristian Thulesen Dahl (DF) har begge sejret stort ved folketingsvalget torsdag.

Partierne er en stor del af forklaringen på, at Lars Løkke Rasmussen (V) kan tælle til de berømte 90 mandater og sikre sig statsministerposten. Men mens Liberal Alliance vil have skåret den offentlige sektor til, ønsker Dansk Folkeparti at poste flere penge velfærden.

Alligevel mener de to partiformænd, at de kan blive enige om politikken i blå blok.

»Vi er enige, om at vi vil have Lars Løkke som statsminister. Jeg vil også gerne tillade mig og glæde mig over et fantastisk valg. Det er næsten ufatteligt, at vi er nået så langt på så kort tid,« sagde Anders Samuelsen under valgets afsluttende partilederdebat på DR1 og TV 2.

LA-lederen vil ikke afvise, at hans parti skal i regering.

»Jeg har sagt, at ethvert parti, der tager sig selv alvorligt, skal være klar til at gå i regering,« sagde han.

Kristian Thulesen Dahl understreger, at det liberalistiske LA og det nationalkonservative DF har mere end støtten til Løkke tilfælles.

»Vi kan blandt andet blive enige omkring EU. Vi agter at overholde de ting, vi har sagt, vi ville kæmpe for,« sagde han under partilederrunden og pegede blandt andet på en aftale, som han indgik med SF om at tilføre dagpengeområdet flere penge.

På EU-området mener en samlet blå blok, at mængden af velfærdsydelser til borgere fra andre EU-borgere skal mindskes. Samtidig har Liberal Alliance og Dansk Folkeparti sammen med Enhedslisten bebudet, at flere EU-spørgsmål skal sendes til folkeafstemning, end tilfældet er i dag.

Men de store uenigheder, der trods alt er, kommer til at give udfordringer, erkender den kommende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V).

»Nu må de kommende dage vise, om det er muligt at skabe flertal for en politisk platform, der trækker Danmark i den rigtige vej, og som Venstre kan tage lederskab for,« sagde han under debatten med de øvrige partiledere.

Mens Venstre gik 13 mandater tilbage fra sidste valg til 34, kunne LA notere sig en fremgang på fire mandater. Dansk Folkeparti blev blå bloks højdespringer med 37 mandater, 15 flere end ved valget i 2011.