Dansk Folkeparti har efterhånden udviklet sig til Danmarks meste markante kunstnerkollektiv. Dette kollektiv, der helt bevidst nedtoner det individuelle, har langt større gennemslagskraft end kunstnergrupper som Superflex, der laver antiracistisk kunst, eller den højtbetalte og prisbelønnede kunstnerduo Elmgreen og Dragset, de to er endog er æresdoktorer. Disse to kunstnergrupper kender kun en lille gruppe kunstelskere, men alle kender DF-kunstnerne.
Deres sidste værk er et mesterligt komponeret fotografi af en række mennesker og en hund. Titlen er »Vores Danmark – der er så meget, vi skal passe på«. Det er en titel, der hjælper beskueren i en tolkning af billedet. Er det f.eks. hunden, vi skal passe på? Er disse mennesker fynboer, for det ligner de? DF-kunstnerne gør det, som kunst skal: provokere. De har provokeret ligeså meget som Freddie eller Asger Jorn. Billedet har gjort en forskel. Ikke nok med det. Nu er andre kunstnere begyndt at imitere dette billede. Vi er ikke i tvivl om, at billedkunstudvalget under Statens Kunstfond snart vil tildele DF-kollektivet et treårigt arbejdslegat.