Dansk Folkeparti vil have en redegørelse fra regeringen efter onsdagens drab på en lægekonsulent på forsorgshjemmet Saxenhøj i Sakskøbing.
Det er nemlig ikke første gang, at en offentligt ansat bliver dræbt på arbejdet: Det skete for eksempel også på bostedet Ringbo i Bagsværd, hvor en 37-årig SOSU-assistent i december sidste år blev dræbt af knivstik.
»Endnu engang ser vi personale udsat for en dyb tragisk hændelse på et socialt bosted. Det efterlader spørgsmålet om, hvorvidt sikkerheden er god nok, om der er mangel på personale, samt om hvilke tiltag, man har gjort, siden de sidste episoder vi har set,« lyder det i en pressemeddelelse fra sundheds- og psykiatriordfører for Dansk Folkeparti Liselott Blixt (DF).
Liselott Blixt vil nu vende sagen med sundhedsminister Nick Hækkerup (S) og socialminister Manu Sareen (R), da det ifølge hende er et anliggende, begge ministre må se på.
De to ministre skal ifølge DF-ordføreren også redegøre for, hvilke tiltag der er blevet gjort i kølvandet på tidligere tragiske hændelser, og for hvad de agter at gøre på baggrund af den nye sag.
»Det er vigtigt, at man som personale kan føle sig tryg på sin arbejdsplads, samt at der er hjælp til de sårbare mennesker, som bor disse steder,« lyder det fra Liselott Blixt.
Også Lægeforeningen og de to fagforbund Socialpædagogerne og FOA rejste efter onsdagens drab spørgsmål om, hvorvidt sikkerheden på landets sociale botilbud er god nok.
Blandt andet efterlyste FOA-formand Dennis Kristensen en national handlingsplan for at undgå vold mod offentligt ansatte.