Dansk Folkepartis kommunalvalg gik ikke som håbet. Ambitionen var fremgang, resultatet tilbagegang, og partiet stod efter valget til at tabe over 30 byrådspladser i landets kommuner. Ifølge Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, var det »en syngende øretæve« for det ellers sejrsvante parti.
Men selvom der ikke engang er gået en uge siden kommunalvalget i tirsdags, har Dansk Folkeparti allerede mistet yderligere to byrådsmedlemmer. Ikke fordi de er blevet vraget af vælgerne, men fordi byrødderne bare få døgn efter valgdagen selv har meldt sig ud af partiet af egen fri vilje.
