Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen beklager nu partifællen Marie Krarups stærkt kritiserede blogindlæg om en tur til New Zealand.

»Forsvarsudvalget rejste til New Zealand som officielle gæster, og jeg vil gerne understrege, at udvalgets medlemmer - ligesom alle andre gæster - selvfølgelig skal respektere værtslandet og dets måde at indrette sig på«, siger Søren Espersen i en pressemeddelelse.

Blogindlægget har mødt kritik i New Zealand, da Marie Krarup om et besøg på en newzealandsk flådebase beskriver, hvordan den danske delegation blev mødt af »en halvnøgen mand i bastskørt, der råbte og skreg på maori«.

Marie Krarup (DF) nægter at beklage og føler, at hendes beskrivelse af den oprindelige kultur, hvor hun blandt andet skriver: »Efter ritualet fik vi endelig lov til at hilse på officererne - men med næsegnidning - ikke håndtryk. Jeg skal hilse og sige, at man føler sig som en idiot, når man tvinges til at gnide næse med 10 europæisk udseende søofficerer«, er blevet misforstået.

Det tager Dansk Folkeparti til efterretning, men partiet understreger, at miseren, blogindlægget har givet anledning til, er beklageligt.

»Akkurat som jeg mener, at folk der kommer til Danmark skal respektere Danmark og vores måde at indrette sig på, skal vi det, når vi rejser udenlands. Det gælder selvsagt også medlemmer af Dansk Folkeparti, siger Søren Espersen.

Marie Karup var i New Zealand på en officiel tur med Forsvarsudvalget, hvorefter hun beskrev sine indtryk i en blog på b.dk. Fire uger senere skaber hendes betragtninger overskrifter i diverse New Zealandske medier. (Se foto længere nede)


Her er det den britiske prins Charles, der modtager en Maori-velkomst (en såkaldt powhiri, red.), der betragtes som en stor ære.