Kristian Thulesen-Dahl får frie hænder til at gøre, hvad han synes er bedst for partiet under de kommende forhandlinger om regeringsmagten.
Sådan lyder det fra det meste af baglandet i den region af Danmark, hvor Dansk Folkeparti dominerer, nemlig Syddanmark.
{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}
»Det er helt op til Kristian, om vi skal i regering. Han har hele tiden sagt, at vi skal være der, hvor vi får mest indflydelse. Det vigtigste er, at vi bevarer vores troværdighed, og så er et par pladser i en regering ikke nødvendigvis det værd. Bare se på SF i den forrige regering,« siger Kenneth Fredslund Petersen, lokalformand for DF i Vejle. Samme melding lyder fra et andet sted i trekantsområdet.
»Vi mister vælgernes tillid, hvis vi ikke får vores politik igennem. Kristian har vist, at han er en formand med fornuften i behold og ikke bare kigger efter ministerbilerne,« siger DFs lokalformand i Fredericia, Bent Troelsen.
Messerschmidt: Mere politik, mindre ministerbil
Også DFs stemmesluger ved europaparlamentsvalget i 2014, Morten Messerschmidt, nægter, at hans parti vil gå efter at komme i regeringen.
»Vi vil rigtig gerne have politisk indflydelse, og det tror vi ikke, vi får, ved at blive sovset ind i en regering fra begyndelsen af. Lars Løkke skal have lov til at danne sin regering, og så tager vi sagerne en for en,« siger han.
Er det ok overfor vælgerne, at man som Danmarks næststørste parti som udgangspunkt ikke vil i regering?
»Jamen synes du, det vil være ok, at vi som Danmarks næststørste parti kapitulerer på vores politik dagen efter valget? Jeg tror, vores vælgere er mest interesserede i, at vi får gennemført mest mulig DF-politik. Det synes jeg også, de fortjener, så det er jeg ærlig talt mere optaget af, end jeg er af at sidde i en ministerbil.
Dansk Folkeparti fik et fænomenalt valg ved gårsdagens folkeafstemning. Partiet gik hele 15 mandater frem, hvilket gjorde partiet til Danmarks andenstørste samt det største i den vindende blå blok.