Det er helt i overensstemmelse med Dansk Folkepartis linje, at der skal skydes varselsskud mod flygtninge, hvis de ikke følger flådens anvisninger.
Det siger partiets næstformand, Søren Espersen, i dag i et interview med Berlingskes Politiko.
Meldingen kommer, efter at partiets EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, i debatprogrammet EuropaMagasinet på DK4 udtalte, at der kan skydes mod flygtninge, der sejler over Middelhavet i gummibåde, hvis de sejler inden for en bestemt sømilegrænse.
DFs EU-ordfører har siden i en opdatering på Facebook skrevet, at han ikke mener, der skal skyde på flygtninge, men at han mener, man skal affyre varselsskud mod flygtninge.
Og det er helt rigtigt, mener Søren Espersen, der kritiserer den debat, der har været, siden Kenneth Kristensen Berth medvirkede i debatprogrammet EuropaMagasinet på DK4.
»Den måde, det er blevet forvredet på, synes jeg, er forargeligt. Manden har jo præciseret det, han har sagt. Og det var en god præcisering.«
Både før og efter præciseringen af udtalelserne, har de mødt heftig kritik fra både højre og venstre side af folketingssalen. Og Venstres politiske ordfører siger til Berlingskes Politiko, at varselsskud mod flygtningebåde ikke er i orden.
Et varselsskud mod bådflygtninge betyder, at der næste gang vil blive skudt for at ramme, hvis ikke man vender om, siger Jakob Ellemann-Jensen i dag.
»Jeg vil ikke acceptere det udtryk«
Kenneth Kristensen Berth sagde i går, at der var behov for at signalere følgende omkring immigranter og flygtninge, der kommer til Europa illegalt via båd: »Du må ikke sejle inden for denne her territorialgrænse, hvis du gør det, så bliver du enten beskudt, eller også bliver du vendt om og sejlet tilbage.«
»Nej, han har ikke sagt beskudt. Jeg vil ikke acceptere det udtryk.«
Det er jo citatet fra programmet i går…
»Det forholder jeg mig ikke til. Jeg forholder mig til, at han præciserer og siger præcis, hvad det er, han mener. Og det er det, jeg forholder mig til. Jeg forholder mig ikke til det andet og noget, han efterfølgende har beklaget. Det, synes jeg ikke, jeg behøver at gøre.«
Han siger så efterfølgende, at han mener, man kan affyre varselsskud mod et fartøj, der bevæger sig ind i europæisk territorialfarvand.
»Ja, det kan man da selvfølgelig.«
Hvorfor skal man det?
»Flådens anvisninger skal jo følges. Når civile skibe får en ordre fra et flådefartøj om enten at stoppe eller vende om, så skal anvisningerne jo følges. Og der er varselsskud da udmærket, hvis man alligevel fremturer efter alle de advarsel, der er givet. Men det betyder ikke, at man skal skyde på flygtningene.«
»At skyde på flygtninge kommer aldrig til at ske«
Men hvad sker der, hvis båden ikke reagerer?
»Nu er du ude i spekulationer. Jeg kan ikke forestille mig, at man som civilt skib ikke efterfølger flådens ordrer. At skyde på flygtninge kommer aldrig til at ske. Det kommer aldrig til at ske.«
Det er traumatiserede mennesker, der er på flugt. Hvorfor kan du ikke forestille dig, at de overhører varselsskud, hvis de godt ved, der ikke sker noget efterfølgende?
»Det er jo menneskesmuglere, der fører båden. Jeg tror nok, han ret hurtigt finder ud af, at det er en god idé at efterkomme flådens opfordringer. De bliver først givet mundtligt ad flere omgange, og man forsøger måske også at få flådefolk ned på fartøjet for at få dem til at vende om. Varselsskud tror jeg ikke bliver aktuelt. For jeg tror, man følger flådens anvisninger.«
Er et varselsskud, der ikke bliver efterfulgt af noget, ikke bare en tom trussel?
»Jamen, jeg vil bare slå fast, at det aldrig kommer til at ske, at man skyder på flygtninge. Uanset om det er danske eller andre europæiske flådefartøjer. Og alle skibe følger flådens anvisninger. Vi er ude i hypoteser, hvis man ikke gør det, og så kan varselsskud være en mulighed for at sige, at det nu er alvor.«
»Hvis og hvis min bedstemor kørte på cykel«
Et varselsskud er vel et varsel om, at der følger fysisk vold hvis en anvisning ikke bliver fulgt…?
»Jeg står fast. Det kommer ikke til at ske, at der bliver skudt mod flygtninge. Punktum. Det er ren og skær hypotese ude i fjerde og femte led det der. Og det behøver jeg ikke forholde mig til.«
Det er det vel ret beset ikke. Et varselsskud er vel et varsel om, at det næste skud kommer til at ramme, hvis man ikke følger varslet?
»Det kan du da ikke vide. Jeg tror ikke, det kan siges ret meget klarere end, at der aldrig kommer til at blive skudt mod flygtninge. Det der med hvis og hvis min bedstemor kørte på cykel og sådan noget, det hører ikke hjemme i den her diskussion.«
Men hvis man så aldrig nogensinde kommer til…
»Jamen, jeg gider ikke spekulationer og hvis og hvis og hvis. Jeg vil ikke forholde mig til det.«
Men hvis man aldrig kommer til at skyde på flygtninge, hvorfor så overhovedet ty til varselsskud?
»Hvis man flere gange har anråbt et skib og bedt dem følge nogle anvisninger, men skibet ikke gør mine til at følge ordren, så anråber man igen, og så kan man affyre varselsskud. Det er hel normal praksis for alle flådefartøjer i verden, tror jeg.«