Han er god for milliarder af kroner, han bor mere end godt i Schweiz, han flyver i privatfly, han har indtil flere fingre med i såvel politik som eliteidræt, og selvfølgelig overnatter han på Hotel D’Angleterre, når han er i København.
Lars Seier Christensen, manden bag Saxo Bank og en af fadderne til partiet Liberal Alliance, er om nogen liberal. Han vil have friheden til at leve sit eget liv, som han vil, og for ham er Danmark om ikke allerede så godt på vej til at blive et tungt og dorsk fortidslevn af en velfærdsstat, der tynget af skatter, formynderi og ineffektivitet er ved at afvikle sig selv.
Men hvor meget den liberale stridsmand end hylder det frie initiativ, er han ikke blind for, at der skal være plads til næstekærlighed i det Danmark, han gerne ser, og i det erhvervsliv hvor han dagligt kæmper med andre om at være stærkest og bedst.
»Hvis næstekærlighed handler om at være velvillig over for andre, så kan det sagtens gå i erhvervslivet,« siger han:
»Jeg er sikker på, at mange virksomheder går ud over deres formelle forpligtelser for at hjælpe medarbejdere i nød eller i en vanskelig situation. Det vil være helt naturligt for en stærk og velfungerende virksomhed.«
Alle her en interesse i at hjælpe
Denne form for næstekærlighed er ikke nødvendigvis udtryk for ren og skær altruisme. Såvel mennesker som virksomheder har ifølge Lars Seier Christensen en egeninteresse i at hjælpe andre.
»Sikrer man et godt arbejdsmiljø, får man måske også lidt mere ud af medarbejderen,« siger han:
»Folk vil alt andet lige hellere have, at det går godt for deres næste, end at det går skidt. Det er en del af det at være et socialt væsen.«
Men ifølge bankbossen er næstekærlighed mest af alt noget, der foregår mennesker imellem. Det ligger næsten i ordet, mener han, og i hans bog rimer frihed på næstekærlighed.
»Jeg vil have lov at indrette mit liv, som jeg vil, og så må du indrette dit liv, som du vil. Det skal vi have lov til, så længe ingen af os går over stregen og forhindrer hinanden i at udøve vores frihed. Det er liberalisme, og det er da næstekærlighed. Vil du bo på Christiania, be my guest, vil du bo på Strandvejen, be my guest, vil du noget helt tredje, gør det,« siger han.
Dermed er han fremme ved en for ham vigtig pointe. Velfærdsstaten kan ikke erstatte næstekærligheden.
»Det er et stort problem, at vi her i Danmark siger, at fordi vi betaler så meget i skat, så gider vi ikke give 20 kroner til en hjælpeløs mand på gaden, han kan bare gå på socialkontoret, og vi gider heller ikke passe på vores syge ældre, de kan jo komme på et offentligt plejehjem,« siger han:
»Er det ikke anti-næstekærlighed med en så stor og overformynderisk stat som den danske? En stat kan jo aldrig være næstekærlig, kun personerne i den kan være det. Mennesker er sociale dyr, og der er ingen grund til at være bange for at overlade deres liv til dem selv. Måske der er mindre empati og mindre næstekærlighed, når det hele bliver institutionaliseret, og det ender med at være faggrupper, der sidder og træffer beslutninger på folks vegne.«
Og, som han siger, så »virker det stærkere at være næstekærlig med egne penge end med andres«.
Men offentlig ældrepleje er da en form for næstekærlighed, samfundet påtager sig?
»Det er en praktisk funktion. Når man gennem mange år tager penge fra folk gennem skatter, så de ikke har mulighed for at spare op, så er det en klar kontrakt med modydelser som pensioner og pleje,« siger han:
»Jeg vil fastholde, at i mange andre lande er der et langt tættere forhold mellem yngre og ældre familiemedlemmer, og folk tager sig mere af hinanden. Se bare på Spanien og Italien, der jo ikke er fattige lande uden velfærd. Jeg ved sgu ikke, hvor der er mest næstekærlighed, i vores eller deres system, eller rettere, det ved jeg godt ....«
Staten varetager alt for meget
Han henviser til en undersøgelse, han læste om for nylig, om, hvor meget folk hjælper hinanden i forskellige lande.
»Danmark var end ikke på top ti,« siger Lars Seier Christensen, og det »understreger sådan set bare, at har man en stat, der varetager for mange interesser, så tager den over for folk.«
»Det er rimelig åbenlyst, at der sidder mange ensomme ældre rundt omkring i Danmark. De dør måske ikke af sult, de får vakuumpakket mad, og de får gjort rent. Men jeg vil gerne stille spørgsmålstegn ved, om de får value for money for de penge, de har betalt gennem deres liv. Og jeg vil godt gå med til, at grunden til, at det forholder sig sådan, kan være, at mange efterhånden føler, at de betaler så meget i skat, at andre må tage sig af deres gamle,« siger Lars Seier Christensen:
»Har de familier, hvis ældre får vakuumpakket mad, ikke råd til at købe noget fars og så selv lave nogle frikadeller til dem? Selvfølgelig har de det. Det koster dem ingenting. Men de har vænnet sig til, at det tager staten sig af.«
Han er dog ikke mere liberal, end at staten gerne må hjælpe borgerne, hvis de f.eks. mister deres arbejde.
»Du finder ikke en eneste liberal, der er imod overførselsindkomst. og som ikke vil hjælpe andre, der uforvarende er kommet i nød. Men om det skal være på en anden måde, f.eks. gennem forsikring, det kan vi diskutere. Det vigtigste er, at vi kan få ydelsen, hvis vi har brug for det,« siger han:
»Men igen, overførselsindkomster har sådan set ikke noget med næstekærlighed at gøre. Det er noget rent praktisk, så folk kan overleve. Om en ydelse lyder på 8.900 eller 8.700 kroner handler ikke om omsorg, men er et udtryk for benhårde politiske forhandlinger.«