I en flimrende og fragmenteret hverdag, hvor begivenheder snapchattes ind og ud af ens liv, og nuet digitaliseres ned til en bouillonterning af en mindesten over den tilværelse, man lever og har levet, må man indimellem ty til en old school huskestok som den litterære fortælling for at minde sig selv om, hvem man er. Tiden har jo så travlt med at komme videre, man skal nå både det ene og det andet, man skriver vigtige begivenheder og gøremål ind i telefonkalendere og timemanagere og systematiserer morgendagen, ferien, fremtiden. Alt imens man stresset skvatter over nutiden og af samme grund forliser fortiden.
Med mindre altså, at man slår en anden takt an med sin huskestok og for eksempel bladrer ind i erindringen gennem skønlitterære beretninger om levet liv. Ens halsløse hastværk gennem tilværelsen får mere ro på, når man støtter sig til vandrestaven og nedsætter risikoen for erindringsforskydning og andre mentale faldulykker. Man må læse for at leve, litteratur er forestillet, fiktionaliseret, fortalt erindring, og her giver vi gerne et par bud på litterære, langtrækkende øjeblikke.
Hvis man slænger sig i en liggestol og lader ordene fra australsk-amerikanske Anna Funders duftende, dirrende, dystre og dejlige »Alt hvad jeg er« drysse ned over én, vil man ikke blot opdage, at verden er større end ens egen. Man vil også få sig en læseoplevelse, der sætter sig fast som en 400 sider lang erindring om mennesker og modstand før, under og efter Anden Verdenskrig. Man vil huske det, der var, som havde man været der selv.
Funders storslåede roman er en af den slags bøger eller huskestokke, der giver et godt tråd i livet. Den er ovenud godt skrevet, og så blander den kærlighed og politik, fortid og eftertid, krig, fred og forræderi sammen i et gravmæle over en svunden tid, man ikke må glemme at knæle ved.
Den handler om Ruth, Hans, Dora og en række andre unge mennesker, der forsøger at afværge Hitlers magtovertalelse, om konsekvenserne af at være tro mod sine ideer, og om hverdagen, der var og siden fulgte. »Da Hitler kom til magten, var jeg i bad«, begynder den. Resten skal læses, opleves, erindres.
Et andet sted, i en anden tid og i en anden fiktionaliseret erindring lever Rachel og Jacob et fredfyldt liv med familie og naboer, da først den russiske revolution, siden Stalin og senere Hitler forgriber sig på deres tilværelse. I Anatolij Rybakovs »Tungt sand« er vi hensat til en lille ukrainsk flække, hvor forskellige folk hidtil har kunnet leve side om side, men hvor verdens omvæltninger gradvis får voldsom indflydelse på stort og småt.
Rybakov skriver både poetisk, humoristisk, sarkastisk og rent, og han ramte nærværende anmelder med et hårdt slag i maven, da bogen for mange år siden væltede ned i hendes dengang 19-årige favn og blev en af erindringens vigtigste støttestokke. »Tungt sand« hører til den mest livsbekræftende og smukke litteratur, der er skrevet, om end den også er mareridtsagtigt fiktionaliseret virkelighed.
Behageligere drømme og minder om det, der var, finder man i Patti Smiths fine lille erindringsbog »Drømmespinderi«. Barndommens mystiske og magiske verden gendannes i underskønne tilbageblik, der er som musik i bogform, fylder én med en vag og nysgerrig fryd – hvilket også er Smiths erklærede hensigt – og som en ekstra gave vækker ens egne erindringsbilleder, så de bliver en del af den samlede historie. At få vækket ens erindring er også at huske og erkende, hvad der førte til hvad, og hvorfor man er der, hvor ens egne erindringsbilleder, så de bliver en del af den samlede historie.
At få vækket ens erindring er også at huske og erkende, hvad der førte til hvad, og hvorfor man er der, hvor man er. I Siri Hustvedts labyrintiske og lækre »Det jeg elskede« er moralen, at alle vore handlinger har konsekvenser for omverdenen, og at selv udefrakommende tragedier ikke skal kunne undskylde dårlig opførsel over for andre.
Romanen handler om den jeg-fortællende professor i kunsthistorie Leo, hans hustru Erika, deres newyorkernaboer, deres sønner og deres indbyrdes relationer og kærlighedsaffærer. Den handler om det, der var, det, man elskede, og det, der er tilbage. Den handler om livet, som det huskes, for som Leo konkluderer: enhver sand historie kan have indtil flere slutninger.
Når man læser, fyldes erindringen med mere end én.