»Det er let at skrive om højreorienterede. Men den venligt misforståede imødekommenhed er meget, meget, meget mere udbredt end egentlig racisme,« siger Zaki Youssef og griner.

Han hælder flere breve sukker i kaffen. Vi sidder på en pæn café på den pæne side af Nørrebro tæt på koncertstedet Rust, hvor Zaki Youssef skal optræde samme aften. Herfra er der både meget kort og meget langt til dér, hvor Zaki er vokset op, Birkholm i Herlev, et såkaldt »udsat område«, hvor arbejdsløsheden ligger på omkring 30 procent, og dansk er andetsprog for mange. Hans far er egypter, hans mor pæredansk.

Vi har ellers aftalt, at interviewet ikke skal handle om Zaki Youssefs indvandrerbaggrund. Han vil hellere tale om at definere sig selv på tværs af politik, religion og subkulturer. Det skal vi også. Men de arabiske rødder er meget svære at komme udenom – også for Zaki selv der som skuespiller, dramatiker, musiker og satiriker ofte vender tilbage til livet som »præmieperker«. Men ofte med et twist der vender debatten på hovedet.

Ikke mindst har velmenende, kulturinteresserede, blege danskere været underlagt Zaki Youssefs pen. Det samme segment har reageret, som man gør, når man ikke føler sig truet: Ved at elske ham. Zaki Youssef, der normalt går under sit fornavn Zaki, har skrevet stykket »Præmieperker«, der kørte på Det Kgl Teater. Til samme teater har han komponeret musik til balletten »Othello«. Han har spillet titelrollen i Betty Nansens »Don Juan«. Og han er tekstforfatter bag flere af de sketches på DR, der vakte hidsig debat under navnet »Det slører stadig«. I 2011 modtog han Reumert Talentprisen for sit arbejde med »Præmieperker«.

»Det er sjovt med den kulturelle overklasse. På teateret får jeg altid lyst til at spytte på gulvene og spraye på væggene i sådan et slags oprør mod, hvor lækkert der er. Men problemet er, at de bare ville synes, at det var fedt,« siger Zaki smilende og ligner en mand, der aldrig kunne finde på at spytte på det pæne gulv i Skuespilhuset. Og dog.

Historien om Zaki Youssef er historien om modsætninger. I dag færdes Zaki problemfrit blandt højtuddannede humanister, men som barn måtte han konstant ind forbi skolepsykologen. Han scorede så højt ved en skoletest, at han sprang en klasse over, men som tiårig blev den rastløse dreng smidt ud af sin første folkeskole. Han slog først igennem som vred hiphopper, men skrev siden musik til en ballet. Nå ja, og så er han halvt dansk, halvt egyptisk.

»Jeg kan huske første gang, jeg blev bevidst om min hudfarve. Det var ved psykologen i 1. klasse. Han spurgte, om jeg var dansker eller ægypter. Jeg sagde, at jeg var begge dele. Han svarede, at det kan man ikke være. Det, har jeg altid syntes, var noget lort. Det kan man godt,« siger Zaki.

Paradoksalt nok var det hans danske mor, der opfordrede Zaki til at stå stærkt ved sin egyptiske baggrund. Faren var »ikke sin opgave voksen« og meget lidt tilstedeværende, så Zakis mor stod for at opdrage sine tre sønner.

»Hun er totalt sej. Jeg er fan af hende,« griner Zaki.

»Hun snakker aldrig dårligt om nogen. Hun er vanvittigt engageret i samfundet og deltager i et hav af foreninger. Hun er bistandsværge for nogle med behandlingdomme. Og så er hun meget lidt forstokket, hun bliver ved med at revurdere sit syn på verden.«

Kulturradikal velmenthed

Mens Zaki arbejde på musikken til »Othello«, kom en af Det Kgl. Teaters ansatte forbi og ville lige spørge Zaki om noget:

»Du har ikke et problem med folk i trikot, vel?«

Først forstod Zaki ikke, hvorfor netop han skulle have det spørgsmål. Selvfølgelig havde han ikke noget imod mænd i trikot – det var jo en ballet – men hurtigt forstod han, at han endnu en gang var stødt ind i en af de fastlåste fordomme, han har vænnet sig til som mørkhudet kunstner i en kridhvid kunstverden.

»De mener det jo godt. Det er noget af det, der er så provokerende,« siger han.

Da han afleverede sin første stil på HF, gav den elskværdige dansklærer den tilbage med ordene: »Den har du ikke selv skrevet, vel?« Og den slags oplevelser kan Zaki fortælle om dagevis, men han gider ikke. Han har for længst forstået, at den velmenende kulturelite kan være ligeså fordømmende som alle mulige andre.

»Da jeg var 14, begyndte jeg at komme på Børnehuset inde ved Nørreport. Dér var folk jo ultratolerante i teorien. På døren var et skilt, hvor der stod, »Alle er velkomne«, men lige nedenunder stod der »på nær sexister, chauvanister, racister ...« Det var en sygt lang liste! Tolerancen var i virkeligheden meget lille,« siger Zaki.

I dag er hans forhold til det kulturradikale Danmark – som med meget andet hos Zaki – dobbelt. Hans unge liv var alvorligt på vej i den grøft, der fører til desperation, vold og stoffer, da han som 14-årig blev flyttet til en lille skole i Hillerød, hvor alting blev vendt i plenum, og den vrede gadedreng for første gang mødte folk med overskud.

»Det var mit første møde med overskudsdanmark og akademikerhjem og et sindsygt kultursammenstød, men det var med til at vende mit liv.«

Han begyndte at spille musik. Tog HF og kom på Akademiet For Utæmmet Kreativitet (AFUK). Han lignede næsten en af de andre københavnerkunstnere. Men noget manglede. Som 17-årig flyttede Zaki ind hos sin far og begyndte at lære arabisk.

»Jeg begyndte at tage indvandreridentiteten på mig. Jeg havde manglet den. Den forklarede mig, hvorfor jeg ikke følte mig som de andre. Jeg havde brug for at blive rigtig perker,« siger Zaki, der i dag kan veksle mellem dansk, arabisk og engelsk, uden man kan høre, at nogen af dem skulle være et andet- eller tredjesprog.

Fjendebilleder og satellitliv

En af de ting, Zaki tog med sig fra den periode, er en idé om at adskille tanken fra personen. Man kan hade handlinger eller ideer, men man skal ikke hade mennesker.

»Det er en idé, jeg har fra Profeten. For eksempel ønsker jeg det bedste for Pia Kjærsgaard, men jeg hader hendes ideer.«

Den tanke harmonerer med en livsindstilling, han kender fra sin mor, og den har været en drivkraft. Den har ført ham videre som menneske og kunstner, tvunget ham ud af sine velkendte tankemønstre og ud af de kulturer, som han gennem tiden har været en del af.

Da vi få timer senere mødes igen, ligner Zaki udefra en mand, der har fundet hjem. Vi er i backstagelokalet på Rust. Om kort tid skal Zaki give koncert – en premiere på nogle nye numre. Genremæssigt ligger de et sted mellem soul og folk, båret af simple guitargrooves og Zakis stemme.

Han er omringet af venner, alle tilsyneladende med en eller anden form for indvandrerbaggrund, men uden skyggen af accent. Her er i det hele taget langt til den gængse opfattelse af et indvandrermiljø: Zaki varmer op på guitaren, nogle springer ind og synger et vers eller lægger en andenstemme på et omkvæd, mens øl og chips ryger ned i samme tempo, som Zaki skifter akkord på guitaren.

Han har taget rejsen fra rapper til dramatiker og komiker, og nu sidder han her. Men det er ikke en endestation. Inspireret af sin mor nægter Zaki at blive forstokket.

»Jeg har altid været en satellit i forhold til subkulturer, grupper og sammenslutninger – lige meget om de mødes over politik, religion, musik eller noget helt fjerde. Efter et stykke tid får jeg trang til at bevæge mig videre. Jeg kan godt lide at se ting udefra. Det holder mig i gang,« siger han, da vi sidder alene på bagtrappen.

Alle grupper definerer sig i forhold til de andre. De har deres fjendebilleder. Kunstnerne har »de borgerlige«, gangsterne har politiet, rapperne har »parnasset«, og de radikale har Dansk Folkeparti.

»Det er jo naturligt nok. Det samler at have nogle fjendebilleder. Men i virkeligheden er det noget pis, for en DFer kan være en virkelig sød person.«

Opvarmningsbandet er snart færdigt. Rust begynder at være fyldt, de fleste blandt publikum er unge, lige dele piger og drenge, nogle med hiphopattitude, mange med indvandrerbaggrund. De danser, griner og sludrer. Nogle drikker drinks, nogle øl og andre bare sodavand. Mens Zaki spiller første nummer, ligner de en generation, der er færdige med at tale om indvandring.