Der er en del af landet, hvor døde dyr brændes af. Hvor folk har hunde uden navne, og bordeller skyder op, hvor der før boede familier.

Der kommer Thomas Korsgaard fra.

Byen hedder Nørre Ørum - og måske beskriver man den bedst ved at sige, hvad der IKKE er. Der er ingen tætte naboer. Ingen højhuse. Og – i Thomas Korsgaards tilfælde – ingen penge. Og netop derfor præger penge alt i hans debutroman, »Hvis der skulle komme et menneske forbi«, der udkommer på onsdag. Romanen bygger på hans egen opvækst. En opvækst, hvor familiefaderen konstant var ved at gå fallit, moderen spillede internetkasino, og børneflokken i høj grad var overladt til sig selv.

»Det var ikke, fordi vi sultede fem dage om ugen, men der var dage, hvor der var mere i køleskabet end andre. Og det var, som om mine forældre altid jagtede de penge, der manglede«, husker Thomas Korsgaard.

»Jeg kan huske, at vi tit talte om, at vi snart havde bedre råd. Så ville der være flere penge, og så skulle vi i Djurs Sommerland hele ugen. Men faktisk var der kun én gang, hvor der var penge. Det var, da min mor fik erstatning for en arbejdsskade. Så købte vi en ny bil. Resten af pengene røg i gældshullet.«

Hvad er dansk fattigdom? Det er ikke nødvendigvis familier, der bor på gaden. I den danske provins kan det også være landmænd, der kæmper for at holde krisen fra døren. I romanen vises det blandt andet med glasset i en staldrude, der er sprunget læk en vinter, og som nødtørftigt er dækket med gamle sække fra mærkeerstatning. Det fjerner lyset i stalden, mens det holder kulden ude, så længe det varer.

Fattigdom kan også være at stjæle togkabler for at sælge kobberet, så der lige er lidt at stå imod med. Eller at udleje terrieren til parring, så man i det mindste kan slå mønt på det liderlige kræ.

Det hele handler om at få lidt ekstra – og i sidste ende kan det sætte sig på alt.

»Jagten på penge kan fylde så meget, at det sætter sig på sindet og bliver en mental fattigdom, hvor man ikke evner at vise sine børn, at verden er større end den grund, der ligger for enden af en grusvej«, siger Thomas Korsgaard og tilføjer.

»Mine forældres drøm var i mange år, at jeg skulle få et kørekort. Så kunne jeg få alle mulige slags jobs og dermed også et trygt liv. Men frihed er jo ikke den ene gang om året, man har råd til at komme i Djurs Sommerland.«

Thomas Korsgaard fortæller også, at hans mor på et tidspunkt fik en depression og røg ind og ud af skiftende arbejdspladser.

»Jeg er jo født mellem stolte mennesker med et høj arbejdsmoral. Man ønsker at klare sig selv, og derfor er det en katastrofe, når mennesker bryder sammen. Jeg husker en episode til en børnefødselsdag, hvor min onkel kom ind og gav min mor et kram og sagde »Er du snart færdig med at nasse på systemet?« Det var meget ufint.«

En anden ting, der mangler i Nørre Ørum, er ord. I romanen siges det vigtige sjældent. Der er stilhed eller faste vendinger. En søn, der hjælper sin far, får ingen ros. I stedet bøjer faren sig ned og fremhæver en af hundene, fordi den ikke er besværlig. Der skåles og der tales – men der siges ikke ret meget. Det er et sprog, der er karakteriseret ved sit ikke-sprog.

»Der er så mange ting, der ikke bliver sagt, eller som bliver sagt med en eller anden floskel, når det brænder på. Der er mange måder at sige »hold kæft« på,« siger Thomas Kors­gaard, der husker, hvordan ordene især svandt ind, når noget var svært. Som moderens depression.

»Alle forsvandt bare ind i deres egne universer. Vi talte mindre og mindre – jeg selv bed også tingene i mig. Der var så meget at tage fat på, og man var også bange for, at der var nogen, der blev kede af det.«

At Thomas Korsgaard netop vælger at sætte en masse ord på det hele er næsten ironisk, men det passer meget godt. Han har altid følt sig anderledes, og det har også været noget, han selv har markeret. Allerede som helt ung bestilte han bordeaux-farvede bukser på nettet og gik med ringe og skabte ballade på skolen. I romanen er turene op til skoleinspektøren, Margit, en af de ting, der vender tilbage.

«I skolen var jeg en rod, der mængede mig med diagnosebørnene,« fortæller Thomas Korsgaard, der godt forstod, hvis det også fik lærerne til at tage afstand, at han svarede igen og var provokerende.

Han forklarer sin måde at være på med den usikre stemning derhjemme.

»Det kunne gå fra 0 til 100 på et splitsekund, og hvis man så svarede igen, kunne der godt falde en lussing. Jeg følte altid, at vi gik og ventede på katastrofen, og jeg blev altid bekymret, når der var stille. Det var nok også derfor, at jeg blev så trodsig,« siger Thomas Korsgaard, der i mange år frygtede at komme på børnehjem. Familiecentret Sabroegaarden i Skive var næsten billedet på den ultimative endestation. Det var frygtens ansigt.

Men så galt gik det aldrig. Det gik jo godt nok. Det meste af tiden.

»Men det havde nok været meget godt, hvis der var nogen, der havde talt lidt med mig,« som han siger.

Thomas Korsgaard flyttede hjemmefra som 17-årig. Det var i 1.G. Beslutningen fik ham til at få dårlig samvittighed over for sine søskende og forældrene, men den føltes rigtig. Han ville væk. I romanen går det anderledes, og Thomas Korsgaard understreger da også, at »Hvis der skulle komme et menneske forbi« kun bygger løseligt på hans egen opvækst. Hovedpersonen hedder Tue, og der er også digtet lidt hist og her. Men det er vigtigt at få fortalt historien.

»Og måske også at pege på, at der sad nogle børn og blev understimuleret. Og at det er et større problem, end om man har råd til de nyeste gummisko,« siger han.

Selv drømmer han om at skrive flere bøger. Finde en lejebolig gennem Københavnsk største almene boligselskab, FSB, og måske få en hund.

»Og så vil jeg insistere på min frihed. At kunne betale selv. Og gribe chancerne når de er der.«

Nørre Ørum har han mere eller mindre lagt bag sig. Sidst, han var tilbage, var det for at deltage i søsterens konfirmation. Han regner sig frem til, at det er omkring tre år siden.

»Jeg husker den der følelse af, at jeg var »den, der flyttede til København«. Alle folk spurgte til, hvordan det gik, men jeg bemærkede den underliggende tone af, at jeg nok var blevet snobbet. At det liv, de havde, ikke var godt nok til mig.«

Jeg spørger Thomas om der ikke også var lykkelige stunder derude på landet. Om solen ikke skinnede på gårdspladsen. Om ikke man så marker og blomster, når de døde dyr var brændt af, og bordellerne var lukkede.

Han tænker sig om og svarer:

»Der er da også mange lykkelige minder fra min barndom. Der var humoren og sarkasmen. Min far er en mester i at parodiere andre. Og der var stunder, hvor vi var ude og plukke æbler i andre menneskers plantager. Men det fyldte bare ikke så meget som alt det andet.«