Midt i Seest mellem 60er-villaerne ligger der bemærkelsesværdigt mange nyere, lyserøde murstenshuse belagt med sortglaserede teglsten og for det meste med to garager.

Det ligner en hvilken som helst dansk forstad. Men inde bag murstenene hos Preben og Ulla Søegaard, der selv fik nyt hus efter ulykken på N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik, rumsterer katastrofen stadig ti år efter.

Eksplosionerne og de efterfølgende trykbølger fra fyrværkerifabrikken tæskede sig som en knytnæve gennem deres hus og rev væggene fra hinanden, så ægteparret måtte vente et år, før de kunne vende hjem.

»Det er ubehageligt at snakke om, jeg kan godt mærke det sådan lidt ...« Preben stopper midt i sin sætning. Han gnider sin hånd under de røde øjne og trækker vejret i små, hurtige ryk. Han holder vejret.

»Jeg kan godt mærke på Preben, at han er meget berørt lige nu,« siger Ulla og aer ham på låret.

Preben kan ikke holde tårerne tilbage. Han lader dem løbe og puster ud. Ulla klapper ham tre gange på låret.

Selv om sorgen og forskrækkelsen stadig sidder i flere af de lokale, husker Rie Rasmussen fra den lokale borgerforening tydeligt, hvordan naboerne rykkede tættere sammen efter onsdag den 3. november i 2004, hvor forstaden til Kolding pludselig blev en del af vores fælles ordforråd og optrådte i de ugentlige krydsord.

Naboerne snakkede mere med hinanden over de nyplantede bøgehække, de drak kaffe sammen og gav rum til dem, der havde brug for at tale, brug for at græde. Vejfesterne kom igen.Preben og Ulla kunne også mærke, hvordan det kollektive traume bandt borgere tættere sammen i tiden efter. Det gør det stadigvæk, og de oplever stor lokalopbakning, når borgerforeningen inviterer til loppemarkeder.

Men det var ikke alt sammen lutter lagkage, som de tre lokale siger. For midt i genopbygningsarbejdet, hvor forsikringsselskaber alt efter skadernes omfang takserede husene forskelligt, begyndte synden at sno sig mellem borgerne i Seest.

»Nu kommer jeg ind på noget, der er grimt. Der var altså misundelse dengang,« fortæller Rie Rasmussen.

Man skuede ind til hinanden og holdt øje med, om naboen fik lavet nyt køkken eller lagt nye fliser på badeværelset. Hvorfor skulle man ikke selv have udført samme forbedringer? Ens eget hus var jo også ramt af skader.

»Ude fra tror jeg også, der har været misundelse. Det var hele byen,« siger Preben Søegaard.

Rie Rasmussen nikker:

»Ja, ja, I kan sagtens ude i Seest, for I har fået nyt, sagde de. Det er den grimme side af katastrofen.«

Nogle blærede sig med, at de fik Seests flotteste hus, andre stoppede med at tale sammen, fordi de ikke kunne tænke på andet end naboens nye samtalekøkken.

Og det var ikke kun blandt naboerne, ulykken satte sine spor. Bag de lyserøde mursten begyndte kvalerne at dukke op. Nogle var sygemeldt et år efter ulykken, andre holdt helt op med at arbejde.

»Folk kunne ikke kapere det. Der har været rigtig mange skilsmisser og fraflytninger, der har været hele lommer, hvor husene har været sat til salg,« siger Rie Rasmussen.

Når de tre taler om katastrofen, knækker deres øjne over i røde nuancer. Alene det at leve i det område, som blev udsat for den største katastrofe i et lokalsamfund i Danmark siden 2. Verdenskrig, var hårdt. De skulle samtidig rejse sig, mens nysgerrige strømmede til. Lokale joggere og dagplejemødre lagde deres ruter om, så de kunne se området.

»Nogle dage holdt der busser for enden af vejen med mennesker, som gik rundt i området og pegede, hvor der var noget galt. Da vi så dem komme, trak vi ind. Vi ville ikke være der. Det var ligesom en zoologisk have,« husker Rie Rasmussen.

Ti år efter går der stadig nysgerrige rundt for se de nye huse, der er kommet til.

Sprækker i sindet

Under selve katastrofen var psykolog Keld Molin en del af det kriseberedskab, som rykkede ud. Senere har han sammen med psykolog Ask Elklit i fire forskningsrapporter beskrevet, hvordan katastrofen påvirkede de lokale. Han er ikke i tvivl om, at den gav sprækker i sindet som søvnløshed, koncentrationsbesvær, indlæringsvanskeligheder og posttraumatisk stress, PTSD.

»Man oplever en basal utryghed i livet og bliver stresset. Mange bliver presset til det yderste, og har man det i forvejen svært i et dårligt ægteskab, bliver tingene pludselig forværret, mens andre til gengæld får en kampgejst,« fortæller han.

De to psykologer undersøgte de lokales psyke via internationalt anerkendte spørgeskemaundersøgelser og kunne konstatere, at 40 procent af de adspurgte halvandet år efter led af PTSD eller var i nærheden af diagnosen.

Keld Molin mener, at man kunne have opdaget flere PTSD-tilfælde i Seest, hvis man i det efterfølgende psykologiske arbejde havde været mere opsøgende.

Michael Jakobsen havde ikke brug for krisehjælp, selv om trykbølgerne næsten fik han og konens 60er-villa bag bakken til fyrværkerifabrikken til at falde sammen. Der var bare ikke nogen grund til at rippe op i det, som han siger.

Parret blev indkvarteret i en lille lejlighed i knap otte måneder, før de kunne vende hjem, og i den tid skrev Michael Jakobsen nærmest uafbrudt. I lokalavisen berettede han om at leve med katastrofen, om hvordan galgenhumoren blev hverdag, hvordan parret græd uden at vide hvorfor.

Senere blev skriveriet til foredrag for skoleklasser og lokalforeninger. Ordene blev hans terapi, og i dag kan han ikke lade være med at tale om katastrofen. Det er blevet et fast samtaleemne med vennerne, når de sidder og taler hen over bøffen.

Selv om hukommelsen nogle gange svigter fra de knap otte måneder i lejligheden, kan han stadig se murbrokkerne og de nedfaldende jerndragere for sig, når han går gennem kvarteret.

»Fra enden af vores grund og fremefter er det totalskadet land,« siger Michael Jakobsen og rækker begge arme op ad Sandbjergvej, hvor størstedelen af husene nedbrændte.

»Herfra er der ikke blevet repareret noget, det er nye huse hele banden. Det bliver interessant at betragte på et tidspunkt, fordi det påvirkede så mange mennesker på en gang, og det kan studeres arkitektonisk, antropologisk, historisk.«

»Jeg glemmer det aldrig,« forsætter han, »ikke før jeg forsvinder ind i demenstågen; hvordan kan man glemme, at man har fået ødelagt sit hus af et kæmpe brag, hvordan kan man glemme at have været med til et jordskælv? Selvfølgelig husker man det, men jeg har ikke behov for at mindes.«

Udstiller katastrofen

Det planlægger man til gengæld på det lokale museum. I centrum af Kolding har direktøren for museet på Koldinghus, Thomas C. Thulstrup, fået trillet en anretningsvogn ind på sit hjørnekontor med genstande fra katastrofen, som museet skal udstille i forbindelse med tiåret.

De har både indsamlet et hvidt forbrændt plastikrør og et stykke papemballage fra en fyrværkerikasse med advarselsmærker om eksplosionsfare. Museet har også fået lov til at udstille den orange brandhjelm med sodpletter, som tilhørte den frivillige brandmand Max Jørgensen, der omkom af et hjertestop under ulykken.

Direktøren udtrykker flere gange, at brandhjelmen skal beskrives med respekt og ikke blæses op til noget sensationelt. Den skal symbolisere den indsats, redningskorpset ydede den dag, fortæller han og håber, at udstillingen kan være et led i en kollektiv bearbejdelsesproces.

»Udstillingen skal minde folk om katastrofen, gøre den synlig og nærværende, så vi hele tiden italesætter begivenheden. Det er ikke noget, vi begraver. Det er noget, vi taler om. Den udgør en vigtig del af Koldings og vores alle sammens historie, fordi det er et traume for byen,« siger han.

Lokalområdet har flere gange konfronteret katastrofen. Kort efter ulykken skulle børnene i Seest tegne deres fremtidsdrømme for den ødelagt forstad, på femåret opførte det lokale teater en forestilling om ulykken, og i forbindelse med udstillingen på Koldinghus udgiver den lokale forfatter Ole Sønnichsen en bog om katastrofen fortalt af ofre og beredskab.

»Alle har en fortælling, som kobler sig til den her historie, og jeg har ikke oplevet nogen, som ikke har lyst til at tale om begivenheden. De har lyst til at fortælle, hvor de var, lige da det skete, hvad de oplevede, hvad der dalede ned i deres haver, og jeg fornemmer ikke, at det er noget, som skal fejes væk. Det er stadig en enormt stor begivenhed, som har haft stor betydning og sat Seest på landkortet. Det er ligesom 11. september, vi husker det alle sammen. Det er det samme med Seest, alle folk kan huske præcis, hvor de var, da de så den kæmpestore røgsky,« siger Thomas C. Thulstrup.

Bygger nyt

Ude ved »fyrværkerigrunden«, som de lokale kalder det fallerede erhvervsområde, hvor N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik før lå, trasker Georg Unna og Michael Pagaard Madsen fra Kolding Kommune langs de tilgroede græsarealer. Før var her 12 virksomheder, men ulykken forårsagede så svære skader, at bygningerne blev revet ned, og kommunen købte grunden.

Lige siden har den ligget brak og mindet de lokale om novemberdagen. Men nu skal der bygges. En arkitektkonkurrence udskrevet af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter om at fremme bæredygtige boliger satte skub i visionerne om at forvandle det 90.000 kvm tidligere erhvervsområde til en oase for fremtidens almene boliger. I første omgang skal der bygges 35 boliger under navnet »Fyrværkeriparken«, der vil stå færdige i sommeren 2016 og danne spydspids for det øvrige boligbyggeri på grunden, der samlet ventes at rumme 100 boliger. »Man har hele tiden haft et ønske om at komme videre. Ideen har været at bruge området til noget andet end industri, og det skal være et friskt pust,« siger Georg Unna, byplanlægger i By- og Udviklingsforvaltningen hos Kolding Kommune.

»Det er vigtigt,« forklarer han videre, »at hvis man skal arbejde med folks traumer, skal man kunne pege fremad. Nu får området en ny fremtid. Efter den 11. september stoppede amerikanerne heller ikke bare op. De gjorde noget for at komme videre og byggede et tårn, der er højere end de oprindelige tårne. I Seest vil man også videre fra det punkt, der var Koldings ground zero.«

Netop historien betød, at kommunen ikke bare tilplastrede området med rækkehuse, fortæller Michael Pagaard Madsen, afdelingsleder i Kommunale Ejendomme. Det skulle behandles med respekt af hensyn til de lokale, og konkurrence var derfor en perfekt mulighed for at komme i gang på en følsom måde.

»Jeg tror, alle glæder sig til, at der sker noget på grunden. Det er tit, forandringer gør, at man kommer videre fra en ground zero. Nu sker der noget nyt, og vi kan se det. Hvis vi kan skabe det, har vi opnået det bedste, vi kunne i forhold til ulykkes omfang og betydning,« siger Georg Unna.

Markerer katastrofen

Mandag den 3. november er det præcis ti år siden for fyrværkerikatastrofen.

Her vil de lokale mødes på Bakkeskolen, hvor en del af byen blev evakueret til, og hvor indbyggere i flere dage var indkvarteret. Der vil være fotografier fra ulykken og blive sagt et par ord, hvorefter Seest-borgerne vil gå i et fakkeltog ned til fyrværkerigrunden. Her vil borgmesteren holde en kort tale, og der vil være et minuts stilhed til ære for den omkomne brandmand.

»Markeringen skal foregå på et meget lavt plan, og det bliver det sidste, der overhovedet bliver sagt angående katastrofen, når det er ovre, bliver det en del af historien, og så skal der ikke trædes mere i det. Ulykken vil altid leve i Seest-borgere, men man skal ikke dyrke den,« siger Rie Rasmussen.

Nu skal Seest videre.