»Det store opgør mellem Løkke og Thorning«
»Generalprøven til folketingsvalget« kalder Hans Engell dagens afslutningsdebat i Folketinget, hvor Lars Løkke vil forsøge at finde oppositionens svagheder.
»Generalprøven til folketingsvalget« kalder Hans Engell dagens afslutningsdebat i Folketinget, hvor Lars Løkke vil forsøge at finde oppositionens svagheder.
Folketingets afslutningsdebat er altid en af de vigtigste begivenheder i folketingsåret, men i år bliver debatten særligt hård, fortæller politisk kommentator og tidligere leder for de Konservative, Hans Engell.
- Det bliver generalprøven, den sidste store debat, inden valgkampen til efteråret, siger han.
Afslutningsdebatten har tradition for at blive lidt af en maraton, og den forestående valgkamp vil skærpe tonen, mener Hans Engell. Han er ikke i tvivl om, at dansk økonomi og vil fylde meget, og ikke mindst de tre økonomiske planer, der er lagt frem fra regeringen, S-SF og senest de Radikale, vil være i centrum.
- Regeringen vil under debatten afsøge oppositionens største svagheder. De vil bore i de uenigheder, der er mellem S-SF og de Radikale. Omvendt vil oppositionen gå hårdt til regeringen omkring efterlønnen, der helt sikkert også kommer til at fylde en del under debatten, siger Hans Engell.
Sidste skoledag før ferien
Afslutningsdebatten foregår ved, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) starter med at holde en tale, hvor efter Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, går på. Så er der mulighed for at stille spørgsmål og komme med korte bemærkninger, inden Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt, indtager talerstolen. Der efter kan andre ordførere få ordet.
- Det er som regel en både festlig, men også vigtig politisk begivenhed, siger Hans Engell, der selv har deltaget i mange afslutningsdebatter.
- Når jeg tænker tilbage, så var det, som alle altid ventede på, giganternes kamp. Det var mødet mellem statsministeren og oppositionslederen, denne her gang altså Løkke og Thorning, siger Hans Engell.
Afslutningsdebatten er en af de få gange om året, hvor salen er fyldt, og det giver også en særlig stemning, siger Hans Engell:
- Det har lidt karakter af sidste skoledag før sommerferien, og i år altså særligt præget af, at de ved, der venter et folketingsvalg.
INFOshop: Her er et portræt af valgets tvivlere