BT gør status over Superligaens fire største guldkandidater her én spillerunde før vinterpausen.
Fodboldredaktør Morten Crone Sejersbøl sætter blandt andet et par ord på sin forventninger til hver enkelt mandskab.
1. FC Midtjylland
FC Midtjylland slutter efteråret af med en hjemmekamp mod AGF, hvor en sejr vil sikre, at ulvene går til vinterpause på førstepladsen.
FCM begyndte sæsonen for fuld hammer med fem sejre i træk, og udnyttede ikke mindst FC Københavns koldstart til at distancere forfølgerne ret hurtigt i sæsonen.
Det gav en behagelig buffer, da uafgjorte kampe blev det nye sort i Herning med fire x'er på stribe samtidig, men på det seneste er pilen vendt til sejre igen. Fredag tog FCM en vigtig en af slagsen - en rigtig arbejdssejr på en dårlig dag i Slagelse, det giver grobund for gulddrømme.
Sejre: 9
Uafgjorte: 6
Nederlag: 2
Gennemsnitlig pointhøst: 1,9
Det skal ske i vinterpausen: Helst ingenting. Cheftræner Riddersholms hedeste juleønske er at undgå salg af stamspillere.
BT's fodboldredaktør Morten Crone Sejersbøl om FCM:
- Jeg er ret imponeret over, at FC Midtjylland i en tid, da de har skåret kraftigt i truppen, har formået at fastholde topplaceringen i Superligaen. Det er et skulderklap til akademiet og klubbens DNA. Vi ved, at de mister Danny Olsen, og måske ryger også Jeppe Curth retur til AaB. Sælger de yderligere til vinter, har jeg svært ved at se dem holde fast i førstepladsen.
*********************************
2. AaB
Har en kamp mandag aften mod Esbjerg. Tre point her kan sende nordjyderne indenfor rækkevidde af førstepladsen med bare to points afstand.
Slutter efteråret af med en hjemmekamp mod Viborg. Der har været bump på efterårsvejen blandt andet en stime på fire kampe uden sejre, men samlet set så holdets stærke organisation krydret med fine individuelle præstationer sikret et fornuftigt stabilt niveau.
AaB kan mærke FCK's ånde i nakken, men bør ser frem mod foråret med en vis selvtillid og tro på medaljer.
Sejre: 8
Uafgjorte: 4
Nederlag: 4
Gennemsnitlig pointhøst: 1,8
Det skal ske i vinterpausen: Udenlandske klubber vil prøve at købe Lasse Nielsen og Kasper Kusk. AaB vil forsøge at finde en stopper til små penge.
BT's fodboldredaktør Morten Crone Sejersbøl om AaB:
- AaB er lige som FCM udfordret af, at de kan blive tvunget til salg. De har sammensat et hold, der efterhånden har spillet sammen i to-tre sæsoner, og som har fået tilføjet enkelte gode spillere undervejs. Gode individualister og moderne fodboldspillere i et stærkt kollektiv, som spiller noget af det bedste fodbold i ligaen. Som mestre? Det ville være en smuk historie, men jeg tror, de taber til FCK's økonomiske muskler.
*********************************
3. FC København
FC København har taget ti point i de sidste fire kampe og ligner et hold, der slutter året på en bølge.
Efteråret sluttes hjemme mod oprykkerne FC Vestsjælland, og går den kampe og rundens øvrige opgør de forsvarende mestres vej, så vil FCK gå på juleferie bare tre point fra bjergets top.
FCK's efterår er samtidig fortællingen om et hold, der slingrede i bunden af tabellen under Ariël Jacobs, men fandt løvefødderne med Ståle Solbakken ved roret. Senest med en magtdemonstration i søndagens 3-1 sejr over rivalerne Brøndby, men der er arbejde at gøre. Truppen har flere uafklarede spillerspørgsmål og FCK-ledelsen har varslet spillertrafik.
Sejre: Under Jacobs: 0. Under Solbakken: 7
Uafgjorte: Under Jacobs: 2. Under Solbakken: 4
Nederlag: Under Jacobs: 3. Under Solbakken: 1
Gennemsnitlig pointhøst: Under Jacobs: 0,4 Under Solbakken: 2,1
Det skal ske i vinterpausen: Spørgsmål omkring Pourie og Stadsgaard skal afklares. Det samme med solide Pierre Bengtsson, der har udløb til sommer. Skal han sælges nu, så det giver yderligere penge på bogen. En angriber med internationalt snit står højt på ønskelisten.
BT's fodboldredaktør Morten Crone Sejersbøl om FCK:
- Jeg ser FCK som favoritter. Under Ståle Solbakken har de først fået stabiliseret defensiven, og mod Brøndby så vi, hvordan deres midtbanepres fungerede perfekt og er hævet voldsomt, siden begyndelsen af sæsonen. Samtidig hører jeg om en ekstra økonomisk indsprøjtning til den sportslige del af Parken, hvilket jeg forventer at se udmøntet i spillerkøb til vinter.
*********************************
4. Brøndby
Brøndby lagde fra land med masser af spilletid til klubbens talenter og den gamle garde fra sidste sæson. Det gav en frygtelig svær start for Thomas Frank som cheftræner.
En hidsig slutspurt på transfervinduet bøffede truppen godt op, og de blå-gule så en stime i løbet af efteråret på otte kampe uden nederlag, og pludselig gik talen fra nedrykningskandidat til guldpotentiale i en hysterisk tæt liga.
Brøndby slutter efteråret mod Sønderjyske, og en sejr her vil holde et spinkelt liv i mesterskabskampen.
Sejre: 6
Uafgjorte: 6
Nederlag: 5
Gennemsnitlig pointhøst: 1,4
Det skal ske i vinterpausen: En skade til Mikkel Thygesen der koster ham sæsonen vil formentlig sende Brøndby på transfermarkedet. I givet fald vil det give mest mening med en investering i Boulahrouz-klassen frem for et indkøb til bredden. Alene de tv-penge som en slutplacering langt fremme i feltet vil kaste af sig taler for et køb fra høj hylde.
BT's fodboldredaktør Morten Crone Sejersbøl om Brøndby:
- Holdet har, når det har været i stærkeste opstilling vist potentiale til at spille med i toppen. Jeg er tror dog stadig, reserverne er for unge og urutinerede til at gå ind og fastholde et niveau til en plads helt i toppen. Det så vi blandt andet mod FC København. Brøndbys ubekendte handler om økonomi. Der bør være mulighed for, at de handler stort til vinter, men holder ledelsen lidt igen efter en sommer med stor udskiftning? Jeg tror det.