Daniel Barenboim. En lille mand med stor historie. Stadig aktiv som chef, som højtbetalt dirigent, som klaversolist med flere hundrede indspilninger bag sig – og filmindustrien har for længst været i kødet på hans kærlighedsliv.
Ingen ved, hvor han får tiden fra.
Tiden til at være chef og dirigere operaer og give timelange aftner som klaversolist.
Mange regner Daniel Barenboim for den største skikkelse i klassisk musik og har gjort det siden hans debut som tiårig vidunderdreng i 1952.
Hans yndlingsjoke handler faktisk om hans spil dengang og i dag.
»Folk sagde altid, at det var flot af en fyr på min alder. Jeg skal passe på, de ikke siger det samme nu.«
Barenboim bliver heller aldrig nervøs – efter eget udsagn et af hans stærkeste kort.
Og selv om hans fingre allerede er fyldt 70 år, kunne de stadig give to timers solo på DR Koncerthusets scene i lørdags.
Intet musikmenneske i live bærer vel på mere historie. Tag bare hans ægteskab med cellisten Jacqueline du Pré. De var i årevis klassisk musiks par nummer ét og fik sammen en række fantastiske indspilninger fra hånden.
Lige indtil den britiske cellovirtuos blev ramt af sclerose, måtte opgive sin fantastiske karriere og sætte sig i kørestol.
Ægtemanden blev hos hende frem til hendes alt for tidlige død i 1987 – men fik så samtidig to børn med sin nuværende hustru, klaverkollegaen Elena Bashkirova.
»Hilary and Jackie« gav et tragisk billede af turbulenserne. En film med James Frain som en underligt distræt Barenboim himself.
Pianist, dirigent, operachef og en af Mellemøstens kontroversielle fredsstemmer:
Han arbejdede i lang tid sammen med vennen Edward Said om en varig løsning på konflikten mellem israelere og palæstinensere. En løsning, der krævede israelsk accept af alle borgere inden for statens grænser og stop for yderligere bosættelser.
Fremfærden har gjort ham forhadt blandt mange. At der ikke blev brug for større sikkerhed omkring hans optræden i lørdags, var sikkert lidt af en lettelse for ham.
Men det var også helt i hans ånd. Daniel Barenboim optræder ikke sjældent i Vestbreddens nedslidte forsamlingshuse. Han er typen, der dirigerer »Eine kleine Nachtmusik« under bulderet fra israelske bulldozere.
»For fred begynder med dig og mig,« sagde han til Berlingske efter koncerten i lørdags. »You have to be friendly.«
Det med hans sprog er en historie for sig. Barenboim kan charmere borddamer på en hel håndfuld tungemål. Men denne polyglot taler aldrig uden dialekt og giver alle sprog et ekko af hinanden – lidt som når han spiller forskellige slags musik på klaver.
Også hans pas skal tælles i flertal. Daniel Barenboim har ikke færre end fire styk:
Ét fra sit argentinske fødeland. Et andet fra sin israelske opvækst. Et tredje fra sine mange år i det spanske – de unge musikere i hans West-Eastern Divan Orchestra holder til på et oaselignende landssted nær Sevilla.
Og ja: Han har siden januar 2008 haft pas fra det palæstinensiske selvstyre. At han blev tilbudt det, så han som en af sine største sejre.
Priserne er regnet ned over ham.
Dels priser for hans fredarbejde, kulminerende i 2004 med Knessets store Wolf Prize – af mange regnet for verdens fineste efter Nobelprisen.
Dels priser for hans musik. Selv om han kun har levet i syv årtier, var han pladebranchens »first mover« i mange sammenhænge.
Og da han for fire år siden fik vor egen Sonnings Musikpris, gav han en uforglemmelig koncert til tak. Uforglemmelig for hans danske fans – over 100 af dem linede op til hans signering af CDer i lørdags.
Plus uforglemmelig for ham selv. Især på grund af DR Koncerthusets store sal.
»Jeg har sagt set før og siger det gerne igen: Den sal er verdens bedste sted for soloklaver,« siger han til Berlingske.
Ikke så få iagttagere gennem tiden har fundet ham arrogant. Den danske hovedstad virker i så fald formildende på ham.
»Jeg har altid elsket at komme til København. Byen ejer en særlig plads i mit hjerte. Danskere er meget humoristisk anlagte – meget mere end de andre skandinaver«.
Daniel Barenboim har mange minder fra sine besøg på dansk jord.
»Jeg kom her første gang i 1952 med entertaineren Danny Kaye. Vi optrådte blandt andet i Odd Fellow Palæet. Det var super sjovt. Hver gang jeg er på besøg, kigger jeg forbi de samme steder. I har så mange hyggelige ting. Og I har Ida Davidsen.«
Øh, ja?
»Præcis. Jeg er helt vild med jeres... hvad kalder I det ... jeres smörgåsbord. Så jeg var lige henne ved Ida Davidsen for at få lidt mad tidligere i dag. Men der var lukket.«
Lidt synd. Man ser berømtheden defilere ned ad Store Kongensgade og tage i døren. En halv verden ville til enhver tid hoppe og springe for den mand – men huset med kokkehuen har andre regler.
At få en mad opkaldt efter sig, ville gøre ham stolt. Måske en ny slags... stjerneskud.
Når folk hopper og springer for ham, har det også sine fordele. Barenboim blev forrige uge midtpunkt i et meget omtalt uheld:
Han arbejder til daglig som chef for Staatsoper i Berlin og skulle dirigere en opera fra Richard Wagners store »Nibelungens ring«, den om helten og naturbarnet Siegfried.
Men hans tenor i skikkelse af Lance Ryan havde taget fejl af tiden. Forestillingen skulle begynde kl. 16 den søndag, ikke kl. 18. Et fyldt operahus uden heltetenor.
Barenboim tog den hurtigste beslutning i nyere musikhistorie, fandt tenoren Andreas Schager i et fjernt øvelokale og bad ham synge Siegfried ti minutter senere.
Mareridtet blev til det stof, drømme er gjort af. En instruktørassistent kendte forestillingen og sprang i Siegfrieds kluns. Alt imens den frygtløse østriger sang det mægtige parti ude fra kulisserne.
Tyskerne taler stadig om den eftermiddag. Også fordi musikchefen trak Schager ud foran scenetæppet bagefter og sikrede ham verdens varmeste applaus.
Du har lige spillet i to timer. Hvad føles anderledes end for seks årtier siden?
»Ikke ret meget. Måske at man når stadig mere ind til musikkens kerne. Hvis du ser stykket som et skelet med kød og blod omkring, kan en ældre musiker ikke altid gøre rede for kødet og blodet – men skelettet står desto klarere.«
