Den har været under opsejling siden oktober, og nu er den her endelig. Julen. I dag er det 1. december, og i aften vil børnefamilier landet over samles i sofaen foran TVet for at se julekalender. Det er en fast tradition, der for mange danskere ikke sættes spørgsmålstegn ved. Fra i dag og de næste 23 dage vil årets julekalender endnu en gang danne rammerne for en fælles familie- og TV-oplevelse.

Julen er en helt særlig tid på året. I den kolde december varmes danskerne af en særlig cocktail af hygge, traditioner og vante rammer. Familien er unægteligt i centrum og udgør et tyngdepunkt, som højtidens mange ritualer og traditioner kredser om. De fleste forbinder julen med julegaver, juletræ, julepynt og julemad i lange baner. Moderne traditioner, der gør julen til det, den er: En traditionernes tid, hvor børn og voksne har store forventninger til såvel juletidens aktiviteter som hinanden. Hverdagens stress og jag tilsidesættes, og familiecentrerede værdier kommer i fokus.

Læs også: »Hvert år er der folk, der ringer og spørger, hvornår vi viser Nøddebo Præstegård«

Det er en hellig tid, også selv om man ikke er praktiserende kristen. Gennem de vante traditioner, ritualer, og det helt særlige fællesskab opstår en slags religiøsitet. Hertil er TV-julekalenderen en vigtig komponent, og fungerer for mange familier blandt andet som nedtællingen til juleaften. Her møder decembers hverdagsliv en unik mediegenre, der skaber et særligt socialt og fællesskabsorienteret rum i en tid, hvor streaming og individuel mediebrug vokser.

Julekalender som samlingspunkt

Julekalenderen som et flow-TV-fænomen er særlig relevant i en nutidig mediekontekst. I vores medielandskab er tendensen individualiseret mediebrug, men julekalenderen har en speciel samlende effekt.

Ifølge medieforskning klarer flow-TV sig stadig udmærket, og visse genrer, eksempelvis direkte sportsudsendelser og live talent- og underholdningsshows, klarer sig generelt godt på flow-TV.

Streamingtjenester formindsker dog i stigende grad det traditionelle TV-forbrug, og særligt dramagenren har i højere grad oplevet et skift til on-demand-platforme. Hos julekalenderen ses denne tendens ikke i samme udstrækning, og med over 800.000 seere hver aften, må man år efter år konstatere, at julekalenderen er et meget populært flow-TV fænomen. Den må altså kunne noget særligt.

Samtidig kan det traditionelle distributionsflow siges at styrke den samlende kraft yderligere. Det faste sendetidspunkt har en rituel kraft, der fastholder julekalenderen som et samlingspunkt hver aften i december.

En dansk kulturtradition

Lige siden 1962 er der blevet vist julekalender i dansk fjernsyn i december. Den udgør en enestående genre i det danske TV-landskab og er blevet en vigtig del af den danske kultur. Hvert år har den tiltrukket et stort publikum af både børn og voksne – normalt mellem 800.000 og 1.300.000 seere. Det store engagement har gjort, at julekalenderen i dag er en integreret del af familiens juletraditioner. Samtidig har engagementet været en drivkraft for at turde nytænke og eksperimentere med elementerne i fortællingen. Det har medført succeser som Pyrus og »Jul i Valhal«, men også fiaskoer som »Jul og grønne skove«.

Parallelle verdener, en magisk dimension, nisser, sange, julestemning, det onde mod det gode, et oplysende element og en større morale. De er alle historisk opståede genretræk, som seerne forventer er til stede, når de tænder fjernsynet for at se julekalender. En central præmis for fortællingen er ofte, at julen er truet, og at der lige præcis er 24 dage til at redde den i. Spørgsmålet, »bliver det mon jul i år«, er derfor tilbagevendende og genkendeligt for seerne.

På trods af de mange genrekonventioner er julekalenderen dog ikke statisk. Den 55 år lange danske tradition for TV-julekalendere ændrer sig i takt med det omgivende samfund. Ser man på julekalenderen med historiske briller, har den største udvikling været overgangen fra dukke-julekalendere primært rettet mod børn til dybere, samfundsrelaterede og dramatiserede fortællinger med hele familien som målgruppe.

Denne udvikling har gjort julekalenderen til et familieritual, hvor også forældrene gider se med, da handlingen forholder sig til den samfundsmæssige kontekst, som den er en del af. Samtidig omfavner den på en eller anden måde julens traditioner, så man i familien kan mærke, at nu er det altså jul.

En vigtig del af julen

Julekalenderen har altså lige siden 1962 udviklet genretræk, der har skabt og formet forventningerne hos seerne. Vi ved, hvad der grundlæggende kendetegner julekalenderen. Det er ikke en hvilken som helst TV-serie, der kan blive vist på et hvilket som helst tidspunkt.

Ligesom Wham med »Last Christmas«, pebernødder og kravlenisser fungerer den kun i december. Og det af flere grunde. Indholdet er én ting, men det, der er virkelig interessant, er alt det, som julekalenderen skaber ude foran skærmen.

Normalt har medieindholdet førsteprioritet, når vi vælger serier på Netflix. Men med julekalenderen skal indholdet afvige kraftigt fra ens forventninger, før man opgiver seningen. Det, der er særligt ved julekalenderen, er det, den skaber rundt om i stuerne. Et sammenhold, et fællesskab, et familiemæssigt holdepunkt. Følelsen af, at nu er vi sammen.

TVet bliver omdrejningspunkt for et familieritual alle aftener op til jul. Vi samles her, altid på det samme tidspunkt, fordi det jo er sådan, traditionen er. På samme måde som vi ikke tænder adventskransen, før det er søndag og ikke brænder kalenderlyset længere ned, end vi skal, ser vi heller ikke fremad i julekalenderen. Den skal ikke streames næste dag, for vi skal følge nedtællingen til jul sammen med fortællingens hovedpersoner og kunne tale med i skolen og på arbejdet.

Julekalenderen kan få børnene til at lukke YouTube og Instagram og bruge tid i familiens skød uden afbrydelser. Den integreres som en vigtig del af julen på lige fod med alle de andre juletraditioner. Selv om man ikke normalt ser fjernsyn sammen i hverdagen, skal julekalenderen ses sammen, og børnene får måske endda lov til at blive længere oppe, så man kan se den, når den sendes. Derfor er indholdet ikke altafgørende for familiens motivation for at se julekalender. Det er det, der går ud over det konkrete indhold – konteksten og det samvær, den skaber.

Derfor kan man heller ikke uden videre vælge julekalenderseningen fra, hvis det først er blevet en tradition. Princippet om, at dit barn skal smage på broccolien, gælder også årets julekalender. Man skal give julekalenderen en reel chance, før den fravælges. Det bliver en del af børnenes opdragelse, fordi det har været en del af forældrenes egen. En tradition, man prioriterer at give videre.

Et unikt TV-fænomen

Ligesom »Vild med Dans« og »X Factor« udgør julekalendersening en rituel form for mediebrug i familien, hvor medieindholdet ikke er af primær betydning. Her er fokus i stedet på samværet og hyggen. Der hvor julekalenderen adskiller sig fra øvrige TV-samlingspunkter og opnår sin særstatus, er i dens tilknytning til en yderst traditionsbunden højtid – julen.

Julekalenderen gør, at vi som familie samles på tværs af aldersgrupper og samtidig, at vi som nation samles på tværs af sociodemografiske skel. Som mediefænomen illustrerer julekalenderen, hvordan fjernsyn i dag stadig kan have en samlende funktion i et medielandskab, der bevæger sig mod personligt indhold og nicher. Sådan ser vi for en stund TV, som vi gjorde dengang fjernsyn havde sin storhedstid.

Mere end andre mediegenrer holder julekalenderen os fanget. Både på grund af de dybe rødder i familiens fejring af julen og den konstante genopfindelse af genrens konventioner. Den er et mediefænomen, som vi forbinder med jul, familie, hygge og traditioner på flere niveauer og derfor kun nødigt vil undvære. Det er i kraft af dette, at julekalenderen formår at samle familien år efter år og nok stadig vil blive ved med at gøre det. Den er og bliver en del af julen, og derfor er der ingen jul uden julekalenderen.

  • Lea Sohn Mikkelsen og Sara Aagaard Pedersen er begge cand.mag. i medievidenskab. De har netop skrevet speciale om TV-julekalenderen.