Alle gode gange... fire. Fodboldklubben Fremad Amager er en udsat størrelse. Tre gange har den traditionsrige københavnerklub været udsat for konkurs, men ikke desto mindre giver en gruppe erhvervsfolk fodboldklubben endnu en chance, og de er kommet overraskende godt fra start. På bare 10 måneder har Fremad Amager Elite A/S skaffet 85 sponsorer.

Arkitekten bag grundkonceptet er en erfaren mand på området, nemlig den tidligere kommercielle direktør i Parken Sport & Entertainment og nuværende administrerende direktør for københavns kommende multiarena, Dan Hammer. Han sidder i Fremad Amagers bestyrelse, og idéen er at skabe en fodboldklub, hvor det ikke handler om hurtig sportslig fremgang. I stedet handler det først og fremmest om at skabe en kultur primært rettet mod Amagers over 185.000 indbyggere. Det handler om at fortælle en historie, som handler om »de gammeldags fodbolddyder.«

Klubben har 104 år på bagen og har uden succes flere gange forsøgt at drive en forretning, senest i 2008 med den tidligere FC København-spiller Todi Jönsson i spidsen og færøske investormillioner i ryggen. Men FC Amager-projektet gik konkurs, og klubben blev sendt tilbage i Danmarksserien.

Nu har de imidlertid bevæget sig op i 2. division. Træneren hedder John Faxe Jensen, mens sportschefen hedder Ole Bjur. Hjemmebanen er Sundby Idrætspark, hvor klubben gør en dyd ud af, at der ikke findes VIP-lounge.

»Hos os kan man få en underdog og en fadøl,« lyder det fra medejer og administrerende direktør, Flemming Rosenkrantz.

I et makkerskab med bestyrelsesformand Flemming Kjellerup vil Flemming Rosenkrantz forsøge at skabe et økonomisk fundament, som kan give de bedste betingelser for sportslig succes.

»Vi vil godt bevise, at man kan drive en fornuftig fodboldforretning med udgangspunkt i en strategi, som ikke handler om sportslige resultater. Det handler om at have et koncept, der holder uanset hvad der sker på banen,« siger fodbolddirektøren, som har et mål om at være »et sundt alternativ« til FC København og Brøndby IF.

Med andre ord vil de bide skeer med de største, og spørger man Rasmus K. Storm, som er senioranalytiker hos Idrættens Analyseinstitut, gør de noget rigtigt. I hvert fald er han imponeret over antallet af sponsorater, klubben har tegnet siden sidste efterår.

Sponsoraternes størrelse ligger ifølge klubbens ledelse på mellem 15.000 kroner og »et pænt sekscifret beløb« for de større aftaler. Med en forventet omsætning på 4 millioner kroner for cirka 100 sponsorer inden for et år giver det et gennemsnit på cirka 40.000 kroner. Det lyder måske ikke af meget, men det er det ifølge Rasmus K. Storm.

»Umiddelbart lyder det flot. Det svarer jo til et nyt sponsorat hver fjerde dag. Det ved jeg ikke om der er nogle kan klare bedre,« siger Rasmus K. Storm.

Han nævner FC København som et andet eksempel på en klub, som særligt under Flemming Østergaard formåede at skabe en stærk identitet, som den kække københavnerklub.

»Branding er vigtigt, og klubberne spiller på alle mulige tangenter for at skille sig ud og klare sig i konkurrencen både kommercielt og sportsligt,« siger Rasmus K. Storm og tilføjer, at amerikanske klubber traditionelt har stort fokus på at have en stærk identitet.

Fremad Amager tager imod Brøndby i pokalturneringen i morgen - onsdag - og selvom alt kan ske i sport, er holdet fra den københavnske vestegn storfavoritter til at gå vindere i vind eller forsvind-turneringen.

Brøndby er også en af dansk fodbolds kommercielle giganter med en nettoomsætning, som i 2013 lød på over 100 millioner (på koncernniveau), og klubben har med erhvervsmanden Jan Beck Andersen som storaktionær og bestyrelsesformand for nylig fået ekstra millioner til at nå de sportslige målsætninger.

Generelt ligger tilskuertallet i 2. division på omkrong 200-300, men også på den front skiller Fremad Amager sig ud med ca. 1.100 tilskuere i gennemsnit til hjemmekampene i dette efterår. Klubben forventer dog fuldt hus, når stjernerne fra Brøndby kommer på besøg.