Der er kommet rekordmange indvandrere til Danmark det seneste år. Særligt antallet af syrere er steget, mens der overordnet set er kommet flest vestlige statsborgere.

Fra juli 2014 til og med juni 2015 er der helt præcist kommet 69.863 udenlandske statsborgere til Danmark, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Næsten seks ud af ti kommer fra et vestligt land.

Ser man på de enkelte lande, er det dog klart Syrien, der dominerer. 9.375 syrere er kommet til Danmark det seneste år. Den næststørste gruppe er på 5.164 rumænere, og herefter følger lidt færre fra Polen, dernæst USA, Tyskland, Litauen, Indien, Norge, Italien og Kina.

Ser man på indvandringen i de enkelte kvartaler stiger den fra det borgerkrigshærgede land Syrien markant i løbet af det seneste år, hvorimod indvandringen fra de andre lande ligger nogenlunde stabilt.

En anden del af indvandrerne er danske statsborgere, der flytter hjem efter at have boet i udlandet. Antallet ligger nogenlunde stabilt hvert år på omkring 21.000-22.000 personer.

Ser man på de kommuner, indvandrerne hovedsageligt har bosat sig i, er Frederiksberg Kommune favoritten. Her har den største andel indvandrere per indbygger i kommunen bosat sig. På andenpladsen kommer Københavns Kommune.