Gennem de sidste par generationer er det blevet stadigt tydeligere, at jo mere samfundet har udviklet sig, desto mere synes den personlige udvikling at gå i stå. Fortroppen i denne udvikling udgøres af intellektuelle knyttet til det pædagogiske miljø. Det har ført til en illusion om personlig udvikling, ligesom når man sidder i et tog og tror, at det kører. Man opdager ikke, at det er nabotoget, der er sat i bevægelse. Under indtryk af en sådan indbildning taler alle om at være omstillingsparate og er fuldt beskæftigede med at omstrukturere og råber op om innovation og kreativitet. Den teknologiske udvikling er imidlertid et socialt fænomen og har ikke noget med personlig udvikling at gøre.
Denne udvikling er begrundet i en ejendommelig forskydning i den kulturelle selvforståelse. Således anvendte man tidligere betydelige ressourcer på at bevare fortiden ved at bygge museer til de afdødes billeder og biblioteker, der kunne rumme deres tanker. Gennem de senere år har interessen i stigende grad været knyttet til ideen om barndommens bevarelse. Denne barokke idé bygger på en pædagogik, der fordrer, at barnet skal beskyttes mod livets realiteter. Det skal ske ved hjælp af en særlig sensitiv omgangstone. Disse bestræbelser har allerede haft betydelig succes, som det fremgår af ADHD-epidemien.