Brøndby blev ikke en del af guldkampen søndag, selv om holdet slog FCK 1-0 i en fodboldatmosfære, der var fantastisk meget flottere end fodboldkampen.

Det ligger ellers fristende lige for at lade sig rive med og tænke, om dette bliver kampen, der skyder Brøndby mod toppen og større stabilitet, men for mig er det store billede af Brøndby stadig det samme, nemlig at holdet kommer til at slide for at hente den top-3-placering, man har som målsætning.

Det føler jeg mig også helt overbevist om, at man stadig mener i den sportslige ledelse i Brøndby. Her er en tidens vigtigste øvelser at balancere sit ambitionsniveau, så man med Thomas Franks ord ikke igen springer ud som Danmarksmestre i at være dårlige realister.

Det forhindrede dog hverken Frank, den øvrige stab og det meste af Brøndby Stadion i at fejre 1-0 over FCK som et lille mesterskab. Og den fest skulle de selvfølgelig også gribe på en fodbolddag med et formidabelt snit over kulissen. De trængte til at vinde den kampe, fornemmede man,

Og sejren var ikke ufortjent Faktisk var den meget tættere på at være fortjent i en kamp, der var på vippen det meste af tiden, men hvor det mest bemærkelsesværdige for mig var, at Brøndby - som det var tilfældet mod Midtjylland for to spillerunder siden - formåede at mase sig mere og mere ind i kampen, som den skred frem.

Jeg sad længe med en fornemmelse af, at det ville blive det omvendte kampbillede, at FCK-truppens større kvalitet ville manifestere sig i et større og større tryk. Det skete ikke, og det fortæller mig et og andet om, at der alligevel er ved at blive skabt et fodboldhold i Brøndby med en vis kvalitet, at man kan jagte sejre, når man møder hold, der er bedre.

Dét kan Brøndby bruge til noget. Man spillede mere end med, som det også var tilfældet mod Midtjylland.

Og så fik man givet hjemmebanedebut til Rodolph Austin, som ganske enkelt var fremragende. Thomas Frank fortalte efterfølgende, at han stadig mener, vi kan forvente mere af jamaicaneren - især i tempoet og omgangen med bolden. Hvis det er rigtigt, bliver han formidabel. Han gjorde allerede denne søndag - et stykke fra sin topform - et markant indtryk. Brøndby kan omsider have fundet en spiller, der går ind og løser problemet på 6’er-positionen.

Det var om ikke genialt, så i hvert fald godt set, at Thomas Frank valgte Martin Albrechtsen til sin startopstilling - ikke så meget fordi han scorede kampens eneste mål, men mere fordi han med al sin fysik og timing var suveræn i sine direkte dueller med FCK-angriberne Cornelius og Santander.

Derbyet var på lange stræk uskønt. Der var for få spillere, der var rigtigt gode venner med bolden, der var for få spillere der havde mod og evner til at dæmpe spillet og slå den præcise, offensive pasning.

Så det bliver ikke spillet, vi husker dette 73. superligaderby for. Men atmosfæren og intensiteten var som altid høj. Måske også for høj, da Ronnie Schwartz i kampens første minutter høvlede Tom Høgli ned i en alt for hård tackling. Jeg hørte i går eksperter mene både det ene og det andet om den tackling, som udløste et gult kort.

Derfra, hvor jeg sad, så jeg en svinsk nedsavning i høj fart. Og jeg så en tackling, som ikke engang var tæt på at nå frem til tiden. Den umiddelbare fornemmelse var, at et rødt kort havde været rimeligt, og jeg forstod således godt, at Ståle Solbakken efterfølgende var rasende over sekvensen, der nu pressede ham til at skifte ud og ikke Brøndby til at spille med 10 mand.

Det ændrer dog ikke ved, at FCK selvfølgelig skal kigge i andre retninger for at forklare, at man efter tre gode præstationer i sidste uge skuffede så fælt, som det var tilfældet. Det havde intet med Ronnie Schwartz at gøre.

FCK’erne var især offensivt forbavsende slappe. Efter 1-0-målet til Brøndby fik man skabt et par muligheder, men i de 80 foregående minutter var FCK-offensiven ikke sine mange millioner værd.  Dyrtinkøbte Federico Santander har ofte været rimeligt undskyldt for sine manglende mål, fordi han har været god til andre ting. Søndag var han bare ordinær.