Mangemilliardæren Donald Trump har vundet partiets præsidentkandidatur. Ikke formelt. For det sker først ved partiets konvent i juli. Men reelt. Der er ingen tilbage, der kan true ham. Så medmindre der sker noget helt uforudset, bliver Trump partiets endelige kandidat til præsidentvalget.
Og der er faktisk ikke meget trøst at hente i det faktum, at mange lærer jobbet som præsident hen ad vejen. Det er nemlig en sandhed med mange modifikationer.
USA har aldrig tidligere haft en præsident, som på næsten alle parametre er totalt uforberedt på den enorme opgave, der venter, hvis Trump skulle vinde præsidentvalget over Demokraternes kandidat, Hillary Clinton. Han har ingen politisk træning. Hans viden om indenrigspolitik indskrænker sig til de erfaringer, han har gjort sig som forretningsmand primært inden for bygge- og kasino-branchen. Hans internationale erfaringer er af samme kaliber.
Hvis man skal tro det, han siger, så er hans kendskab til konkret politik i de lande, han har handlet med, også meget lille. Hans indsigt i internationale aftaler og kunsten at forhandle dem igennem og fastholde vigtige alliancer er stort set lig nul. Det værste er, at han indtil nu ikke har givet indtryk af, at der under hans overskrifts-taler er en bund af konkret viden, som han kan anvende, hvis han skulle ende i Det Hvide Hus. Selv hans mest alvorlige udenrigspolitiske taler er præget af halve sætninger og modsatrettede tanker leveret i tilfældig rækkefølge.
Men var det ikke det samme med Ronald Reagan, der trods alt blev en af de bedste republikanske præsidenter? Overhovedet ikke. Reagan havde politisk erfaring på flere områder, ikke mindst fra sin tid som guvernør i Californien. Og han brugte efter sit sidste valgnederlag i 1976 fire år på at sætte sig grundigt ind i international politik. Før ham var det Jimmy Carter, der også havde politisk erfaring. Og efter ham kom en række præsidenter med både indenrigspolitisk og – for nogles vedkommende – udenrigspolitisk viden. Men Trump begynder forfra på næsten alle områder. Og det er foruroligende.
Man kan håbe på, at opgavens alvor går op for ham, og at han begynder at omgive sig med personer, der har betydelig politisk erfaring. Mange af dem skal nok flokkes om ham nu, hvor han er blevet den uundgåelige i partiet. Der er nemlig ikke andre tilbage. Så hvis man vil have et job i Trumps mulige administration, så er det nu. Telefonen ringer da også hos Trump i ét væk. Man kan håbe, at det er folk med omfattende erfaring, der byder sig til.
Men det fjerner ikke ansvaret fra Trump. Han kan blive manden med fingeren på atomknappen. Han kan blive den, der skal sidde i timevis i forhandlinger med Ruslands præsident Putin. Og han skal opbygge troværdige alliancer med lande, som USA er afhængig af i kampen mod terror. Lad os håbe, at han nu sidder på toppen af sin skyskraber i New York og erkender, hvad det er, der kan ske. For ellers kan det komme til at gå grueligt galt for USA og for verden som sådan.