I år bliver det noget nemmere at blive strandklar, i hvert fald hvis du er en mand. For et helt nyt mandeideal har den seneste uges tid gået sin sejsgang på internettet: Dadbod - den kvabsede far-agtige fyr.
Dadbod'en er mildt sagt ikke en superfit fyr, og den eneste six-pack, han flasher, er den, han køber i kiosken og drikker i weekenden.
Han har en rar blanding af en øl- og en workout-mave. Dadbod'en siger: »Jeg tager op og træner en gang imellem, men jeg drikker igennem i weekenderne og elsker at spise otte stykker pizza på en gang.«
Spredte sig med lynets hast
Det nye mandeideal blev for første gang lanceret i en artikel i onlinetidsskriftet The Odyssey i slutningen af marts af den kvindelige studerende Mackenzie Pearson, og siden har artiklen og udtrykket spredt sig med lynets hast på nettet.
I artiklen skriver hun blandt andet:
»Mens vi alle elsker en veltrænet fyr, så er der bare noget over dadbod'en, som får fyrene til at virke mere menneskelige, naturlige og tiltrækkende.«
Siden er artiklens forfatter bl.a. blevet interviewet på det populære TV-program Good Morning America, og over for buzzfeed.com uddyber hun, at dadbod'en er den fyr, alle piger gerne vil date: »Han bekymrer sig ikke om at være perfekt. Han er en person, der ved, hvem han er og som elsker sin krop.«
Mackenzie Pearson er overvældet af den store interesse.
»Det er næsten som om, jeg har startet en bevægelse for et positivt mandligt kropsideal, og det tror jeg ikke, vores kultur havde indset, at der var behov for.«
