Få glemmer synet af den nøgne pige, der grædende og forbrændt løber væk fra et napalmangreb under Vietnamkrigen. Flere har spekuleret i autenticiteten af fotoet med den faldne spanske borgerkrigssoldat. Og mange vil kalde billedet af den alvorligt stirrende Che Guevera for legendarisk. Én ting er sikkert: Alle blev de, som så mange andre verdenskendte fotos, taget med et Leica-kamera. Et fotografiapparat, der i år fejrer sit 100 års jubilæum.

Det kompakte kamera blev født som en revolution og har i det følgende århundrede udviklet sig til et ikon. Den tyske kamerakonstruktør Oskar Barnacks lille, håndterbare småbilledkamera til 35 millimeter film var et nybrud af de helt store i begyndelsen af 1900-tallet, hvor det at tage fotografier krævede stort, tungt og klodset udstyr.

Noget, der i den grad gjorde det besværligt for den astmaramte Barnack at udfolde sin hobby. Men med sin 700 gram tunge opfindelse blev det med ét langt lettere for ham og alle andre – hvis de vel at mærke havde råd – at tage kameraet med sig under armen og ud i virkeligheden.

Allerede i 1905 havde Oskar Barnack fået ideen til at bruge dobbeltperforeret biograffilm i sit kamera, men først ni år senere, da han var ansat i Leitz Camera (Leica), blev ideen med de små negativer realiseret. Det første Leica-kamera, Ur-Leicaen, var hermed født.

Første Verdenskrig kom dog i vejen, og der måtte gå 11 år, før apparatet blev introduceret på markedet til en forårsmesse i Leipzig, hvor det blev en øjeblikkelig succes. Første serie Leica var på 174 eksemplarer og havde et fastsiddende objektiv.

Det revolutionerende »øjeblikket«

I dag, hvor alle takket være mobiltelefonen har et kamera i lommen, kan det være svært at forestille sig, hvor revolutionerende en opfindelse, der var tale om. Men det lille, mobile kamera ændrede ganske enkelt måden, reportagefotografiet blev taget på. Fra da af blev »øjeblikket« et nøgleord i fototerminologien. Øjeblikke, som dem, de verdensberømte ovennævnte fotos indkapslede.

Blandt de absolutte sværvægtere tilhørte i sidste århundrede Robert Capa, Robert Doisneau og Henri Cartier-Bresson, der med hver sit Leica på imponerende vis indfangede krige i Spanien såvel som Vietnam, hverdagsliv i Paris og feriestunder på den franske riviera.

Robert Capa og Cartier-Bressons fotobureau, Magnum, blev blandt de mest indflydelsesrige af sin slags efter Anden Verdenskrig. I nyere tid har den danske krigsfotograf Jan Grarup desuden vundet flere World Press Photo-priser for sine fotografier knipset på et Leica.

Også en anden dansk stjernefotograf Stig Stasig bliver i bogen »Dansk Fotografihistorie« kaldt for »en klar efterkommer« af Leica-ikonet Cartier-Bresson. Han er ikke i tvivl om, hvad det er, det lille kamera kan.

»Når man har så lille et kamera, bliver man som fotograf langt mere deltagende i de miljøer, man indgår i. Et Leica passer jo ind i den højre øjenhule, og det betyder, at ens ansigt ikke er dækket. På den måde virker det mindre skræmmende for dem, man fotograferer. De kan se, hvem man er. Det føles langt mindre alvorligt at blive fotograferet med Leica end af et stort »foto-skyts«, og folk bliver derfor mere afslappede og »ægte« foran kameraet, eftersom de så ikke hele tiden tænker over, hvordan de skal se ud,« siger han.

Og det er ikke kun motiverne, der kan agere anderledes. Det lette udstyr betyder, at fotografen bedre kan bevæge sig rundt og fokusere på miljøet. Det mener både Stig Stasig og en anden Leica-aficionado, Bjarke Ahlstrand, der er fotograf og tv-producer og driver fotoforretningen One Of Many Cameras i København K. Selv siger han, at for ham er Leica for fotografiet, hvad slowfood er for gastronomien.

»Det er meget begrænset, hvad det kan, og det tvinger fotografen til en langt mere dogmatisk tilgang til sit arbejde og til at koncentrere sig endnu mere,« siger han.

Og den tilgang synes stadigt flere at være tiltrukket af. Leica er igen blevet kult, og hos den dansk-svenske eneimportør, Nordisk Foto Import, er interessen stigende.

Et konservativt kamera

»Vi har haft det godt under finanskrisen. Vi har ikke klaget de sidste fire-fem år,« fortæller direktør Brian Felskov, der ikke ønsker at kvanficere stigningen yderligere. »Uden at det er ment fornærmende, er Leica et ret konservativt firma, der kom lidt for sent med på den digitale vogn. Det gav for nogle år siden lidt problemer, men vi kan helt sikkert nu mærke, at interessen er vokset,« siger Brian Felskov.

Men den stigende efterspørgsel kan ikke skygge for, at lommerne skal være dybere, end hvad et Leica-kamera kræver af plads, for at det er muligt at anskaffe sig et eksemplar. Et klassisk M-kamera koster for eksempel i omegnen af 50.000 kroner, og det har konsekvenser. Stig Stasigs højtelskede apparat tilbringer nu størstedelen af sin tid på kaminhylden.

»Der er ikke penge i at tage analoge Leica-billeder, og jeg synes ikke, det føles rigtigt at tage Leica-billeder digitalt. Og så er det at fotografere ikke rigtigt det samme mere. Det kamera, jeg bruger nu, fylder jo nærmest det samme som et kasseapparat. Det er ikke en kærlighedsaffære for mig, som Leica’en var det,« siger han.

Bjarke Ahlstrand fra One of Many Cameras kalder det ligefrem for »absurd, at så få professionelle fotografer rent faktisk har råd til at »skyde« med et Leica.«

Ikke desto mindre har det analoge kamera for nylig vakt Stig Stasigs datters interesse. Også selvom hun, til faderens store forbløffelse, ikke har helt styr på, hvad en kamerafilm er. Noget tyder på, at det tyske fotografiapparats mytologi vinder indpas helt ned i iPhone-generationen.

Men faktisk er afsættet for Leicas ikonstatus næppe så revolutionerende, som mange tror. Ifølge flere kilder bør æren for verdens første småbilledkamera til 35 mm film slet ikke tilfalde Oskar Barnack. Den nordsjællandske kamerabygger Jens Poul Andersen, kaldet Nellerødmanden, skulle efter sigende allerede ni år tidligere have konstrueret sit første småbilledkamera.

Et af danskerens tidligste eksemplarer blev endda bygget til Familiejournalens rejsende journalist, Holger Rosenberg, der brugte det helt frem til 1940. Dermed er baggrunden for det mytiske Ur-Leica måske ligefrem, ja, en myte.

Hvem står egentlig bag småbilledkameraet?

Men historien slutter ikke her, for det er ikke endeligt bekræftet, at Jens Poul Andersen var den oprindelige kamerabygger, og ifølge tidsskriftet »Objektiv« skal vi endnu længere tilbage i tiden for at finde hjernen bag det revolutionerende apparat.

I september 1994 fremgik det i en artikel i bladet, at godt nok har det »hele tiden været antaget, at Jens Poul Andersen havde undfanget ideen til at fremstille et småbilledkamera anvendeligt for 35 mm film. Men (forinden havde, red.) maleren Vilhelm Pacht (…) vist Andersen et kamera til perforeret kinofilm, som han allerede omkring århundredskiftet havde konstrueret,« står der.

Så hvem, der er den egentlige hjerne bag småbilledkameraet, står altså foreløbig hen i det uvisse. Sikkert er det til gengæld, at Leica-kameraets objektiver har indfanget en lang række af de vigtigste begivenheder og største personligheder gennem sin hundredårige historie. Som Che Guevara, den faldne spanske borgerkrigssoldat og den nøgne pige fra Nordvietnam.