WASHINGTON: Da amerikanske droner lettede fra deres tophemmelige CIA-base i Saudi-Arabien 30. september 2011 om morgenen, var missionen klar. Den eftersøgte terrorleder Anwar al-Awlaki, som var amerikansk statsborger, var efter flere års intens jagt endelig fundet i et øde område af Yemen i Jawf-regionen, hvor han var i gang med at spise morgenmad. En time senere var han og en række andre personer dræbt, deriblandt en anden amerikansk statsborger, Samir Khan, som ikke var på USAs dødsliste, men som blev ramt som en del af det omfattende angreb sammen med en række andre al-Qaeda-medlemmer, der omgav Awlaki.

18 måneder senere er drabet blevet et af de varmeste emner i Washington og genstand for et intenst juridisk slagsmål om præsidentens magt til at beordre drab på amerikanske statsborgere i udlandet, også selv om de udgør en »umiddelbar trussel« mod amerikanske interesser. Slagsmålet er så principielt, at det ikke blot drejer sig om jura. Det drejer sig også om præsidentens magt i krig, hvor langt den går, og om en præsident kan omgå Kongressen i den slags sager. Som Washington Post skrev i en leder fornylig, er det største problem ved drabet på Awlaki ikke, at regeringen har myrdet en amerikansk statsborger i udlandet. »Det er, at der tilsyneladende er et grundlag for at kunne holde det hemmeligt, også efter at det er blevet kendt, at sådan forholder det sig«.

Så diskussionen er inde i selve kernen af den krig, der bliver ført med droner langt væk fra den egentlige slagmark, ofte med uskyldige mennesker som ofre, uden dom og uden efterfølgende at kunne få et indblik i de beslutninger, der har ført til, at dronerne blev sendt af sted. »For en retsstat er det afgørende at være sikker på, at så vigtige afgørelser træffes på et juridisk grundlag,« som et af kongresmedlemmerne udtrykte det i forbindelse med diskussionen.

Dokumenter giver klar konklusion

Sagen ville næppe på nuværende tidspunkt være blevet så stor, hvis ikke det var, fordi CIA skulle have ny direktør, efter at den tidligere chef, David Petraeous, i november måtte træde tilbage efter en affære. Den nye direktør, John Brennan, måtte igennem en høring i Kongressen, fordi han som den amerikanske præsident, Barack Obamas, antiterrorleder i Det Hvide Hus stod som eksponent for de amerikanske droneangreb. I den forbindelse kom en række dokumenter på bordet, som viste noget om den juridiske diskussion, der havde været i forbindelse med drabet på Awlaki.

Og dokumenterne er klare nok. Ifølge disse er intet juridisk til hinder for, at præsidenten kan beordre et drab på en amerikansk statsborger i udlandet i tilfælde, hvor det er uomgængeligt, at den pågældende udgør en sikkerhedsrisiko for USA. Men om det kan ske uden en eller anden form for kontrol, er straks et andet spørgsmål. New York Times har kulegravet sagsforløbet. Og hele to gange nåede juristerne frem til, at grundlaget for at dræbe Awlaki var i orden. Alle juridiske fortilfælde og præcedens blev gennemgået både med hensyn til politiets ret til at standse og dræbe en amokbilist, hvis vedkommende udgjorde en afgørende fare for andre, til sager, hvor andre domstole har afsagt kendelser i forbindelse med »politiets muligheder for at bruge magt uden dommerkendelser«. Juristerne har bevæget sig langt ind på fortolkningerne af præsidentens magt i krigstid. Efter mange overvejelser fastslog justitsministeriet, at det ikke vil være et »ulovligt drab«, når en regering dræber en fjendtlig leder i forbindelse med krig eller nationalt selvforsvar.

Men hvornår overskred Awlaki så denne grænse, så han blev placeret på en reel »dødsliste«? Det gjorde han ifølge det amerikanske justitsministerium i slutningen af december 2009, da den berømte »underbuksebomber« alias Umar Farouk Abdulmutallab forsøgte at sprænge et fly i luften, inden det landede i Detroit. Under afhøringerne indrømmede den 23-årige nigerianer, at det var Awlaki, der havde hyret ham, instrueret ham i hvad han skulle gøre for at sprænge flyet i luften og ovenikøbet havde hjulpet ham med at skabe sin »martyr«-afskedsvideo. Det var på det tidspunkt, at Awlaki rykkede fra at være en person, man holdt øje med, til at blive sat på den egentlige dødsliste som egentlig »operativ terrorist«. Hvis man er på den liste, kan CIA gå efter vedkommende direkte, hvis ikke det kan lade sig gøre at tage personen til fange.

Awlaki skjulte sig godt

Men problemet var at få fat i Awlaki. Han skjulte sig godt, og CIA samarbejdede intenst sammen med Saudi-Arabien, som havde hyret en række insidere, der havde infiltreret al-Qaeda i Yemen, hvor Awlaki mentes at opholde sig. Et af de forsøg, der angiveligt blev foretaget for at spore terrorlederen, blev ifølge New York Times gjort af Morten Storm, men dette forsøg mislykkedes.

I april 2011 lykkedes det at fange en somalier ved navn Ahmed Abdulkadir Warsame, som arbejdede sammen med al-Qaeda i Yemen. Han blev afhørt om bord på et amerikansk krigsskib i mere end to måneder og talte om sine møder med en af Awlakis nærmeste medarbejdere, Samir Khan, som også var amerikansk statsborger. Selv om Khan ikke var opført på nogen lister, blev man klar over den tætte forbindelse, og der åbnede sig nu nye muligheder for at spore Awlakis opholdssteder.

Da CIA blev færdig med at bygge dronebasen i Saudi-Arabien, var også de logistiske forhindringer ryddet af vejen, og operationen kunne begynde. Den 30. september kunne Obama ved en militær ceremoni i Fort Myer i Arlington bekendtgøre, at Awlaki var død i Yemen få timer forinden. Det skete meget indirekte. Præsidenten ønskede ikke for meget blæst om sagen. Også på grund af samarbejdet med Yemen og med Saudi-Arabien. Khan omkom også under angrebet, og selv om han ikke var placeret på en »dødsliste«, ansås det for at være uproblematisk, fordi han ikke var det direkte mål. To uger senere, 14. oktober, blev den 18-årige søn af Awlaki, Abdulrahman al-Awlaki, dræbt, mens hans spiste frokost på en udendørsrestaurant i Shabwa. Han blev ved det værst tænkelige uheld dræbt, da et amerikansk droneangreb forsøgte at dræbe en anden terrorleder, egypteren Ibrahim al-Banna, som ikke var til stede i restauranten.

Det politiske efterspil er ikke slut endnu. De tre amerikanske statsborgeres død har fået en del politikere til at stille spørgsmålstegn ved præsidentens magt og ved juraen bag angrebene. Så historien om dronekrigene er først ved at blive skrevet med dybe spor langt ind i en reel forfatningsdiskussion i USA.